Omlet bloggen

Omlet Eglu Go – det perfekte hus til kyllinger og ællinger

Omlet Eglu Go – det perfekte hus til kyllinger og ællinger

Af Lotte Denckert – www.selvforsyningilandsbyen.dk @selvforsyningilandsbyen


Jeg har været så heldig at få lov at afprøve Omlet Eglu Go. Henover foråret og sommeren har jeg først haft et kyllingehold og senere et ællingehold boende i min Eglu Go.

Huset egner sig formidabelt til skrukhus og kyllingehus. Huset er nemt at gøre rent, der er god ventilation uden træk, huset har en god størrelse til kyllinger og ællinger og den medfølgende gård giver god beskyttelse for de små, i den første tid hvor de er udsatte i forhold til rovfugle og andre ubudne gæster.

Eglu Go som kyllingehus

I den første tid boede mine kyllinger i bur i gæsteværelset. De var udruget i maskine og havde derfor brug for varmelampe de første par måneder, da det var meget koldt udenfor. Da temperaturene begyndte at stige og kyllingerne havde mere veludviklede fjerdragter, flyttede kyllingerne ud i huset. Her var de omkring 10 uger. Der var 10 kyllinger og de kunne sagtens være i huset, indtil de var store nok, til at flytte ind i det store hønsehus sammen med de voksne høns. Jeg fjernede ”risten” i huset, da små kyllinger ikke sover på pind det første stykke tid. Jeg forede huset med et godt lag spåner og halm, da det stadig var koldt i foråret.

Huset er ret nemt at flytte på, især hvis man tilkøber hjul. Man kan derfor flytte buret når græsset begynder at være kedeligt, på den måde har kyllingerne altid frisk græs at gå på.

Det er smart at have en lukket gård i den første tid. Små kyllinger er udsatte overfor rovfugle – gården forhindre rovfuglene i at angribe. Mine voksne høns var også en fare for de små kyllinger i starten. Høns er nemlig ikke altid lige gæstfrie, når det kommer til nye i flokken. De små kyllinger kunne altså gå i fred i gården og de store høns kunne langsomt vænne sig til de smås tilstedeværelse. Dette gjorde sammenføringen meget nem, da de allerede var vant til hinanden.

  

Udrugning og opfostring i Eglu Go

Da kyllingerne var blevet for store til at bo i huset alle sammen, blev de ført sammen med den store flok, og jeg havde nu en tom Eglu Go stående. Mine ænder havde lagt mange æg i en stor rede, men ingen af dem ville ruge på dem. Jeg havde to silkehøns der lå skruk i forvejen, så jeg prøvede at lægge andeæggene under dem. Hønsene var ikke så kræsne med æggene, så de lagde sig gladelig til at ruge.. Da der var en uge til at æggene skulle begynde at klække, flyttede jeg de to høns og deres æg ind i det tomme hus. Hønsene tog det pænt, og fortsatte deres ihærdige udrugning og en uge senere kom der 8 store ællinger til verden.

Igen havde jeg taget risten ud af huset, da ænder ikke sover på pind. På den både var der også plads til de to reder. Hønsene kunne enes og de virkede ikke til at have et problem med at deres afkom havde svømmefødder i stedet for hønsefødder.

Igen kunne de andre fjerkræ i haven gradvist vænne sig til de nye små, og derfor var der heller ingen problemer da jeg, efter nogle uger, lukkede ællingerne og deres mødre ud i haven til de andre.

Fordelen ved at have ænder i Eglu Go er, at ænder ofte bedst kan lide at sove udenfor. Om aftenen lukker jeg dem ind i den lille gård og lukker døren, så er de beskyttet for rovdyr. Samtidig kan de selv vælge om de vil sove i huset eller i gården. Om morgenen lukker jeg op for gården, så de kan løbe frit i haven og samle snegle og insekter.

Jeg kan klart anbefale dette hus til både kyllinger og ællinger, hvad enten det er maskinudrugede eller naturligt udrugede. Det er en god idé at vælge gården på 3 meter, da det giver bedre plads til leg og udfoldelse for de små.

  

 

 

This entry was posted in Høns


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *