Omlet bloggen

Hvorfor fryser høns ikke deres fødder om vinteren?

Et par hønsefødderNår man ser høns skrabe i den frosne jord eller spankulere gennem sneen, kan man undre sig over, hvordan de formår at holde deres fødder og ben varme. Disse er jo faktisk den eneste del af deres krop uden fjer, der kan holde på varmen (medmindre du tilfældigvis har en race med fjer på fødderne såsom Kochin, Brahma og Silkehøns).

Det simple svar på, hvordan høns holder deres ben varme, er overraskende nok; det gør de ikke! De tynde, nøgne ben har skæl, der holder på varmen til en vis grad, men de vil stadig blive meget kolde, hvis fuglene står stille for længe.

Og det er den vigtige detalje. En høne holder benene varme ved at bevæge sig og ved ikke at holde alle tæerne på jorden for længe. Disse dele af deres krop mister hurtigt varme; men løsningen er ganske enkel.

Den mest effektive måde for en høne at fastholde varmen på er ved at sidde på en pind. En høne putter sig, når hun sidder på en pind, og gemmer sine ben under sin varme krop. Hvis der er plads til det, bør du desuden sætte en flad siddepind op. Et stykke træ med en bredde på 10 cm giver hønsene mulighed for at sidde uden at skulle gribe fat om pinden, hvilket i virkelig koldt vejr forhindrer, at deres tæer fryser. (De heldige høns vil sætte sig godt til rette i en reddekasse, hvilket er hønsenes svar på en tyk dyne!)

Men en sulten høne ønsker selvfølgelig ikke at spilde hele dagen med at blive siddende på en pind, så selv på de koldeste dage har hun en masse kontakt med jorden.

Høns udenfor i sneen med deres Eglu Go

Etbenede høns

Som så mange andre fugle, indtager høns ofte det etbenede look, hvor de gemmer et af deres ben oppe i varmen fra deres mave. Dette reducerer det samlede varmetab og forhindrer, at fødder og tæer fryser nede på den iskolde jord.

En omvendt gryde, en bjælke, palle eller andet let forhøjet område – ryddet for sne eller is – vil hjælpe hønsene med at få cirkulationen i gang igen uden at skulle ned på den frosne jord. Som alle andre fugle er høns varmblodede, ligesom vi er det, og deres egen kropsvarme vil hurtigt gøre en forskel. Faktisk kan høns med en gennemsnitlig kropstemperatur på omkring 41°C forblive aktive selv i det koldeste vejr.

Processen med at varme benene op hjælpes også af andre tricks. Kropsvarmen bevares ved at puffe fjerdragten op og skabe små lommer af luft, som derefter opvarmes af fuglens varme krop.

Nogle ejere giver deres høner majs og korn til aftensmad, som tager længere tid at fordøje end almindelige foderpiller eller anden hønsefoder. En del af fordøjelsesprocessen involverer produktion af varme – en slags intern varmepude!

Generelt vil høns spise mere mad i de kolde måneder, da mere af deres energi bruges på at holde varmen. Nogle ejere kan godt lide at supplere fuglenes kost med ekstra protein eller lidt oksetalg for at øge deres fedtindhold om vinteren. Fedt holder på varmen, og hele fuglen drager fordel – ikke kun benene (som forbliver ligeså tynde som de altid har været!)

Hjælp til opvarmningen

Du kan hjælpe dine høner med at holde tæerne lune ved at sørge for, at hønsehuset er rent og tørt. Fjern al sne, der trækkes ind på fuglenes fødder, og læg et isolerende lag halm på gulvet. Du kan give fuglene ekstra beskyttelse ved at isolere hønsehuset – der skal dog stadig være lidt ventilation, så gasserne, der frigøres fra hønsemøget, kan slippe ud.

Du kan installere en automatisk hønselem, der hjælper med at holde boligen tæt. Varmeapparater er også tilgængelige – men brug aldrig andet end en varmelegeme designet specielt til hønsehuse. Det er også bedst kun at anvende disse hvis temperaturen kommer under -5°C, ellers kan høner vænne sig til at være lune hele tiden, og det kan være katastrofalt, hvis varmeapparatet svigter og fuglene pludselig udsættes for kulde. Varme-forkælede fjerkræ kan dø af et koldt chok.

Et hønsehus skal være trækfrit, men ikke helt forseglet, da ventilation er vigtig for at holde høns sunde. I løbet af dagen vil et beskyttet sted i løbet eller haven hjælpe dem med at tage en pause og varme deres udsatte ben.

Høns er utroligt hårdføre, og selvom de ikke rigtigt er varme, vil deres ben kunne klare nogenlunde hvad en gennemsnitlig vinter indebærer. Så længe de kan lune tæerne på en dejlig siddepind af og til…

This entry was posted in Høns


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *