Alle hunde er kloge. Det skyldes, at deres forfader, ulven, er meget klog, så hundehjernen havde et godt udgangspunkt. Selv racerne, der kærligt beskrives som ”håbløse”, er stadig relativt kloge sammenlignet med de fleste andre dyr!
Spørgsmålet om, hvorfor ulve, og derfor hunde, er kloge, er simpelt. De jager i flok ved hjælp af forskellige strategier, blandt andet at hyrde; og de lever i hierarkier med ‘top hunde’, alfa hunde og forskellige lag af undersåtter. Alt i alt er det et kompleks foretagende at være en hund, og kun en førsteklasses hjerne kan få det hele til at gå op.
De klogeste kæledyrshunde har derfor en tendens til at være dem, der bevarer elementer af forfædrenes ulveinstinkter. Dette instinkt findes i to former – hyrderne (inklusive alle fårehunde) og jægerne.
Hvad gør en hund klog?
Vi mennesker har en tendens til at dømme andre dyr på vores vilkår. Derfor er hunde, der reagerer godt på menneskelig træning og lærer at være lydige, dem vi betragter som superkloge. Det betyder at de hunde, der er opdrættet til at stole på os, lytte til os og interagere med os, forekommer os mere menneskelige i deres svar. De mere uafhængige racer, eller dem der stadig løber efter en kanin flere år efter, at du første gang har bedt dem om ikke at løbe væk, kan bedømmes mere hårdt (her tælles bl.a. Beagle og Foxhound!)
Når det kommer til hjernekraft, ser det desuden ud til, at størrelsen virkelig tæller. De store racer er dem med flest grå celler (med undtagelse af det lille geni, Papillon). Dette har igen alt sammen med opdræt at gøre.
Mange små hunde har gener forbundet med dværgvækst (f.eks. Pekingeseren, Shitzu og Mops), og disse har en tendens til at have små hjerner, der passer til kroppen. De fleste af de andre små hunderacer er terrier (som Jack Russell eller Skotsk). Disse er opdrættet fra større versioner – altså en miniature udgave af de store hunde, om du vil. Som resten af hunden er deres hjerner mere miniature end små, der er altså en vigtig forskel.
Med alle disse overvejelser og komplikationer i tankerne, er der dog bred enighed om at racerne i den følgende liste er de 10 største hunde-genier.
Bedst i race, hjernemæssigt
Når hundene på denne liste er korrekt trænet og socialiserede, kan de tage en ny kommando i brug efter at have hørt den for kun femte gang (det er vi ikke sikre på, at der er mange små børn, der kan!). Generelt vil disse hunde adlyde mindst 95 procent af de kommandoer, de får.
Det ord, du leder efter her, er “Wow!”
Listen er ikke i nogen særlig rækkefølge, men de første tre nævnte racer krediteres ofte for at være de bedste i flokken, hvis vi skal være helt nøjagtige.
- Schæferhund
- Border Collie
- Puddel
- Golden retriever
- Dobermann
- Labrador retriever
- Papillon
- Rottweiler
- Shetland sheepdog
- Australsk kvæghund
Næsten alle hyrderacer læner sig op af top ti. Den belgiske Tervueren, Berner Sennenhunden og – måske overraskende i betragtning af dens størrelse – Welsh Corgi Pembroke fortjener alle at blive nævnt. Bortset fra hyrderacerne har blodhunde og slædehunde også fantastiske hjerner.
Og det handler ikke alt sammen kun om rene racer. Din labradoodle eller Cockapoo kan godt være lige så klog som hundene på vores top 10-liste. En krydset hund, hvis slægt ikke er indlysende fra udseendet, kan også være lidt af et hundegeni.
Som sagt tidligere, er hunde alle kloge. Punktum.
Hvilken ulv?
Vender vi tilbage til de kloge hjerner fra de tidligere nævnte ulve, snublede videnskab for nylig over en spændende kendsgerning. Genetisk analyse af husdyr og eurasiske og amerikanske ulve kom frem til nogle hundegener, der ikke er til stede i den moderne ulv. Dette har ført biologer til at konkludere, at menneskets bedste ven er så gammel, at den faktisk blev udviklet fra en nu uddød ulveart. Måske noget á la ”direwolves” (som i Game of Thrones).
Så kig igen på dine utroligt kloge kæledyrshunde. Der er meget mere ved dem, end vi umiddelbart kan se!
This entry was posted in Hunde on March 2nd, 2020 by signejorgensen
Høns har et veldefineret hierarki. Hver høne ved, hvem der er chefen. Det er her udtrykket ‘hakkeorden’ kommer fra.
I hønsenes daglige liv er lejlighedsvis hakken og mindre ståhej helt normal. Men når hakningen tager overhånd, vil du hurtigt få en flok halvplukkede høns, der ser helt elendige ud på deres siddepinde.
Mobning vil altid bryde ud, når nye fugle introduceres til en flok. Dette er alt sammen en del af at fastsætte den nye hakkeorden, efter et par dage bør alt normalt være roligt og tilbage ved det gamle igen.
Høner kan også finde på at plukke sig selv med det samme resultat – fjertab. Dog vil du blive glad for at høre, at i begge tilfælde – selvplukning og plukning af andre – kan problemet løses ganske let.
Trængsel i hønsehuset
Hver gang der er utilstrækkelig plads, begynder høns at plukke hinanden. Det eneste tidspunkt, de er tilfredse med trange forhold, er, når de sætter sig til rette ved siden af hinanden for en hyggelig nattesøvn. Trængsel forårsager stress, og stress fører til vold. Det begynder med hakken og generel mobning af enhver høne, der sidder længere nede i hønsehusets hakkeorden.
Svaret her er altid at give hønsene mere plads. Den minimale plads, hver høne skal have, afhænger af racens størrelse; men det er altid bedst at give fuglene så meget plads som muligt. Som en generel tommelfingerregel har du brug for 0,18 til 0,28 kvadratmeter pr. høne i hønsehuset og 0,74 til 0,93 kvadratmeter pr. høne i gården. Dette er dog det absolutte minimum. Hvis du ejer en Eglu Go, der kan rumme op til fire høner, er seks helt klart for mange. To er dog helt fint.
Et overophedet hønsehus kan også forårsage hakken og fjerpluk, da de høje temperaturer gør fuglenes hud irritabel og kløende. For meget lys har den samme effekt; dette er dog kun et problem for fugle, der holdes i kunstigt lys for at øge ægproduktionen.
Når høns ser rødt
En høne kan blive offer for hakning, hvis hun er syg. Nogle gange rotter de andre høns sig sammen mod en skrantende medhøne. Hun vil normalt finde et roligt sted at skjule sig, og du vil være i stand til at gribe ind, før tingene tager overhånd.
Hvis et sår er involveret, vil de andre høner imidlertid bogstaveligt talt se rødt. Blod fungerer som en magnet for fuglene, og de vil forfølge og hakke til såret, plukke de omkringsiddende fjer og forværre skaden med åbenlyse alvorlige konsekvenser. Dødsfald er ikke ualmindelige under disse omstændigheder, og hvis såret kombineres med trænge forhold, kan der forekomme kannibalisme.
Den sårede høne skal isoleres fra resten af flokken, indtil hendes sår er helet, og hun igen er i topform. Hvis du har Walk-in hønsegård til dine høns, er skillevægge en fantastisk løsning, der forhindrer de andre i at mobbe den sårede høne.
Du kan hjælpe helingsprocessen ved at påføre lotion og cremer der modvirker fjerplukning og virker helende. Der findes mange gode midler i Omlet-butikken.
Hønen og vampyrerne
I 99% af tilfældene har en høne, der plukker sig selv, parasitter. Synderne er som regel mider, små vampyrer der efterlader hønens hud såret og kløende. Lus og lopper har samme virkning. En inficeret høne vil ikke kun virke beskidt og træt, hun vil også have en hængende kam og vil være sløv.
Én type parasit, skabmiden, spiser af rødderne af fjerene, hvilket får dem til at falde ud uden indgreb fra hønen. Alle disse hønsespisende parasitter kan afskrækkes ved hjælp af spray eller smørbar medicin.
Hvis dine høns’ kost er lav på protein (hvilket aldrig vil være tilfældet, hvis deres mad drejer sig om gode foderpiller), vil de søge det andetsteds. Insekter og andre hvirvelløse dyr er gode proteinkilder; men det er fjer også. Hvis fjerplukning rammer din flok, er foderet en anden ting at tilføje til tjeklisten, for at finde roden til problemet.
Æg og fjerplukning
Der findes nogle beviser på, at du muligvis kan få flere problemer med fjerplukning, hvis dine høner lægger brune æg end hvis de lagde hvide æg. Dette lyder bizart, og videnskaben er endnu ikke kommet til en endegyldig konklusion, men nogle observationsstudier har vist at dette er tilfældet. Det er imidlertid hovedsagligt et problem blandt høns, der holdes i høje antal til kommercielle formål, og ikke et hensyn, som den gennemsnitlige hønseholder skal bekymre sig om. Det er bestemt interessant, selvom…
I de fleste tilfælde med hakning og fjerplukning vil du være i stand til at løse problemet med simple indgreb. Giv hønerne nok plads og hold de blodsugende parasitter i skak, så vil problemet i de fleste tilfælde være løst.
This entry was posted in Høns on March 2nd, 2020 by signejorgensen
Gratis returneringer 
5% rabat på din første ordre 
180 dages garanti