Omlet bloggen Archives: August 2020

Kan kaniner svømme?

Kanineejere spørger os ofte, om kæledyrskaniner kan svømme. Svaret er ja – men på mange måder er det det forkerte spørgsmål. Hvis du spørger “kan kaniner lide at svømme?”, så er svaret bestemt nej.

De fleste pattedyr er i stand til at svømme, men ikke mange tager en dukkert, medmindre de bliver tvunget til det. Vi ved alle, at katte hader vand – men de kan og vil svømme i sikkerhed, hvis de er nødt til det. Kaniner er lige sådan. I tilfælde af oversvømmelse, eller hvis de bliver jaget af rovdyr, springer de undertiden i vandet og svømmer for deres liv.

Hvilket bringer os til én af mange myter om kaniner. Kaniner har hud mellem tæerne på deres poter – det er nok et tegn på at dyret er beregnet til svømning? Altså, nej. Deres poter er på den måde for at hjælpe kaninerne til at hoppe og løbe – ikke at svømme.

Hvad med alle de svømmende kaniner på YouTube?

En hurtig søgning på YouTube vil vise en liste af videoklip, der viser kaniner, der tilsyneladende hygger sig i svømmebassiner i diverse haver; men du vil få svært ved at finde et klip, hvor kaninen frivilligt går i vandet. Nogle kan trænes til at gøre det, på samme måde som et cirkus kan træne dyr til at gøre alle mulige ting, som de ellers ikke ville vælge at gøre. Og det er den vigtigste pointe – at omdanne din kæledyrskanin til et cirkusdyr er umenneskeligt.

I de forskellige videoer af svømmende kaniner forekommer dyrene ikke i panik eller nød. Men det er bare kaniners måde at overleve på. Den ved, at den kan flyde, og den ved, at den kan padle i sikkerhed. Den kommer ikke til at plaske rundt og drukne, og den vil heller ikke udvise nogen tegn på, hvordan den har det i sit ansigtsudtryk. En kanin, der glider roligt hen over vandet i et svømmebassin, gør kun én ting – overlever.

Dette er blevet et omstridt emne, og der er endda online underskriftindsamlinger, der forsøger at forhindre videoer af svømmende kaniner i at blive lagt op på internettet. Hvis du spørger disse underskriftindsamlere, så er dette intet mere eller mindre end dyremishandling.

Sund svømning for kaniner?

Der er indirekte beviser, som tyder på, at nogle kaniner godt kan lide at flyde i vandet for at lette gigtsmerter, eller blot for at rense sig selv og / eller køle af. Det eneste råd, der kan gives her – efter at have taget sådanne beviser med et gran salt – er at lade kaninen føre an. En kanin, der frivilligt tager en dukkert, behøver ikke nødvendigvis at hives op af vandet og låses væk et tørt og sikkert sted. Svømningen er uden tvivl god motion, ligesom det er for mennesker.

Men det faktum, at en kanin går i vandet, kan indikere et underliggende problem – måske har de faktisk ledsmerter, eller måske er der et udbrud af lopper, lus eller mider i deres indhegning, noget der kan føre kaninen til at tage desperate tiltag som at hoppe i poolen!

Og dét, at det er en havepool, udgør et andet potentielt problem. Svømmebassiner har en tendens til at have klor og andre kemikalier i vandet, som kan irritere en kanins øjne, næsebor og hud. Selv ubehandlet vand kan forårsage hudirritation, hvis en kanin forbliver våd for længe. Kaniner har desuden også meget små lunger, og selv en lille mængde vand, der indtages ved et uheld, kan være dødeligt.

Hvis dine kæledyrskaniner frivilligt går i vandet, så tør dem grundigt efter at de er færdige med at motionere. Hvis du overvejer vandterapi i forbindelse med ledsmerter hos kaniner, skal du tale med en dyrlæge først.

Tommelfingerreglen i denne sag er helt enkel – læg ikke kaniner i svømmebassiner eller andre former for vand. Ja, de kan svømme; men nej, de kan ikke lide det. Som regel!

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Kaniner on August 13th, 2020 by signejorgensen