Omlets stolthed: Den trofaste ledsager

Denne artikel er en del af vores serie Omlets stolthed, en samling fantastiske historier der fokuserer på nogle ekstraordinære kæledyr og deler deres uselviskhed, tapperhed, talent og medfølelse med hele verden.

-Skrevet af Anneliese Paul

Marthas mennesker, Nicola og Ben, købte høns til glæde for Julia, deres mor, som de passede derhjemme. Familien kunne aldrig have forestillet sig at en høne ville blive en omsorgsfuld ledsager for Julia i de fremskredne stadier af hendes demens.

Julia havde høns som barn. Hun fortalte Nicola kærlige historier om at klæde hønsene ud og køre dem rundt i haven, som babyer i hendes dukkevogn. Men det var ikke før hendes 90-års fødselsdag, at Julia kom til at have høns igen. Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

Nicola og Ben havde altid troet, at de ikke havde plads nok i deres have, men mens han besøgte noget familie i Irland, så Ben en Omlet-annonce og bragte den hjem for at vise den til Nicola. ”Det er præcis, hvad vi har brug for,” sagde hun. Deres Eglu ankom kort efter, og så flyttede deres to høns ind. Julia kaldte dem Martha og Mary.

Mary var altid lidt genert og holdt afstand. Martha derimod kom løbende til Julia fra dag ét. “Hun var mors bedste ven fra starten,” siger Nicola.

Desværre døde Mary, og så var Martha nær ved at lide samme skæbne. Som de fleste mennesker, foretrækker familien at lade deres høner gå frit i haven en gang imellem, men en dag kom en ræv ind i haven og angreb Martha. Nicola og Ben hørte hende skræppe op og gik hen til vinduet. Ræven så dem og løb væk, og efterlod den stakkels Martha meget rystet og med en brækket vinge. Men Martha var modig, og heldigvis er vingen helet fuldstændigt. Nu har Ben og Nicola udvidet hønsegården, så hønsene kun kommer ud at gå frit, når de selv er i haven.

Når solen skinnede, kunne Julia godt lide at sidde udenfor i solen og se på Martha. Julia måtte bruge en kørestol, og Martha hoppede (på en meget elegant måde) op på fodstøtten for at varme fødderne. Sidste sommer, da Julia ikke længere kunne tale i sætninger, talte hun i stedet i blide lyde, og Martha svarede hende. Hun kunne sidde i timevis ved kørestolen med Julia og have stille samtaler.

Nicola kunne ikke benægte, at Martha havde en vis menneskelig kvalitet. Hun kom ikke kun efter krummer, fordi hun var der, selv når der ikke var nogen. Martha bekymrede sig.

“Hun gik fra at være en høne, der løb rundt i haven til de øjeblikke med mor, det var som om hun forstod. Det var smukt.”

Nicola begyndte at stole på, at Martha ville skræppe højt, hvis der var noget galt. Når hun gik indenfor for at lave en kop te, efterlod hun Julia i haven sammen med Martha.

“Det var underligt,” siger Nicola. “Martha skræppede op, og jeg kom ud og så, at mor havde tabt noget, eller at noget var faldet af bordet, eller mor var forvirret, fordi hun ikke kunne huske, hvor jeg var.”

Martha var den, der fik Julia til at smile hver gang, og hendes æg bragte Julia så meget glæde i de fremskredne stadier af hendes demens. Kogte æg var hendes favorit, og Martha lod dem alle vide, hvornår det var klar til at blive hentet. Når Martha lægger et æg, står hun ved kanten af hønsegården og kagler som for at sige, “Kom og hent mit æg!”

Julia elskede at holde Marthas varme æg. Én dag, hvor Julia sov længe, tog Nicola et friske æg med ind til hende. Hun var lige vågnet, og et stort smil spredte sig over hendes ansigt, så faldt hun i søvn igen, mens hun holdte det. Et par timer senere kom Nicola for at vække hende. Julia satte sig op. Pludselig rullede ægget ud bag hende, som om hun havde lagt det på sengen. Utroligt nok var det fuldstændig intakt. “Lægger du æg nu?” spurgte Nicola. Julia forstod, og det fik dem alle til at grine. Det var den lykkeligste stund, bare et æg der rullede rundt på lagenet. Julia holdt ægget i hånden resten af dagen. Sådanne øjeblikke er dyrebare minder for Nicola og Ben.

Desværre døde Julia i september. Mens Julia levede, var det mor og Martha, siger Nicola. Hun troede aldrig, hun ville blive glad for høns. Men efter at have set Martha med hendes mor, er høns blevet til trofaste ledsagere.

“ Jeg tror, vi nok altid kommer til at have høns, de kommer ind under huden på én. Eller, nej, det er et dårligt udtryk. De bliver en del af dig. De er som en lille familie. ”

This entry was posted in Høns