Omlets stolthed: Frihed og støtte

Denne artikel er en del af vores serie Omlets stolthed, en samling fantastiske historier der fokuserer på nogle ekstraordinære kæledyr og deler deres uselviskhed, tapperhed, talent og medfølelse med hele verden.

-Skrevet af Anneliese Paul

Hennifer Marge og Sybil, der engang var burhøns, arbejder nu på friland med deres menneske Jonathan og forvandler livet for lovovertrædere i Rosemead-projektet. Jonathan (støttemedarbejder og hønsemester) mener, at hønerne har evnen til at afvikle vanskelige sociale situationer.

Rosemead-projektet er et hjem i Southend on Sea, England, for folk med behov for støtte til at finde den rette vej, hvor de kan lære forskellige færdigheder, der kan give dem mere uafhængighed og transformere deres liv. For seks år siden tildelte kommunen finansiering til et projekt om at transformere haven. De satte et polytunnel drivhus op, skabte højbede og plantede frugttræer.

Jonathan introducerede høns i haven. De forhenværende burhøns var i en sørgelig tilstand, da de ankom, underernærede med store pletter af manglende fjer og blege, hængende kamme. Men indenfor bare få ugers skraben i haven og kompostbunkerne var de på vej til bedring.

Når nye beboere ankommer, ofte fra hjemløshed eller fængsel, bydes de velkommen i deres soveværelse, og en skål med to æg står på bordet med en seddel, hvor der står ‘Velkommen fra Hennifer, Marge og Sybil’.

Jonathan bruger æg til at lære beboerne at tilberede enkle måltider, som omeletter. Han har sat plakater op i det fælles køkken med opskrifter, der viser forskellige måder at tilberede æg på. Æggene er også blevet til valuta, der kan knække, hvad der førhen har været, vanskelige forhold til naboer. Efter en anti-social adfærdshændelse besøgte Jonathan Jean, en af de ældre naboer, der var nervøs for projektet. Han tog æg med og fandt ud af, at de var en god samtalestarter.

Det hele gik godt, indtil en ræv kom forbi. Doris, moderhønen til deres oprindelige flok, løb mod ræven for at beskytte resten af flokken og blev desværre dræbt. Hun er begravet i haven, og mange af beboerne var påvirkede af angrebet. Så ved sin næste æglevering til Jean, fortalte Jonathan hende om ræven og sagde, at han ville hente nogle flere høns fra en organisation ved navn British Hen Welfare Trust. Jean tog med ham og fik også selv nogle høns. Det var en positiv stund.

Hennifer, Marge og Sybil ankom, befriet fra deres forfærdelige liv i bur. De har været med i projektet i to og et halvt år nu og er de bedste fjerbeklædte støttemedarbejdere, som Jonathans nogensinde har mødt. Hennifer er selvsikker, Sybil nysgerrig, og Marge er virkelig rolig. Hun kan ofte findes under lavendelbusken.

Beboere forbliver typisk i hjemmet i to år, før de tager videre til et mere selvstændigt hjem, men vejen er ikke altid ligetil, og en gang imellem sendes de tilbage i fængsel. Da dette skete med en beboer, kontaktede han Rosemead-projektet (gennem sin familie) for at spørge, om de kunne sende billeder af hønsene, de bliver en vigtig støtte for mange mennesker, der bor på Rosemead.

En anden beboer siger, at han elsker lyden af høns, der klukker, når han vågner op. Det tager ham tilbage til et lykkeligt sted. Og en anden har taget ansvaret og står op kl. 7 hver morgen for at lukke hønsene ud. Hønerne opbygger beboernes selvtillid, når de sidder eller arbejder i haven. “Hønsene løber ikke væk fra dem. Det er vigtigt,” siger Jonathan.

Nogle beboere kan godt lide at købe godbidder til hønsene, hvilket kan virke som en lille ting, men når det er et valg mellem pilsner eller melorm, og de vælger melorme… Det er et godt tegn. Der er en række forskellige job involveret i at holde hønsene, og disse er gode til at opbygge vigtige livskompetencer, og den rengøring og pleje, der følger med til at passe et kæledyr, giver en følelse af ansvar.

Jonathan siger, “Nogle gange er det svært at finde noget positivt i dette arbejde, men det er en god ting at give noget den livskvalitet, og hønsene er en af de små ting, der sætter et stort smil på dine læber.”