Omlet bloggen

Til udstilling med Danish Bulldog Club og lidt om sunde bulldogs

I august måned var der udstilling i Danish Bulldog Club, hvor Omlet sponsorerede præmierne i ’smukkeste hoved’ kategorien! Vi tog en snak med arrangørerne for at lære lidt mere om bulldoggen og finde ud af hvorfor de har så meget fokus på bulldoggens sundhed.

    

Hvorfor har I fokus på at fremme det sunde hos bulldoggen til denne udstilling?

Vi har fokus på bulldoggens sundhed til alle vores udstillinger og grunden til at vi netop har så stor fokus på sundhed er, at mange bulldogs (flere forskellige slags) desværre er blevet mere og mere belastet af sygdom.

Vi synes det er vigtigt at vise den sunde type, som kan trække vejret, bevæge sig frit, ikke er genereret af allergi mm.

Hvad kendetegner en sund Bulldog? Og hvad er hyppige sundhedsproblemer hos bulldoggen?

En sund bulldog kan bevæge sig frit. Den er altså ikke begrænset i sin fysik. Åbne næsebor, der gør at der ikke forekommer vejrtrækningsproblemer og så er det vigtigt at den ikke er overvægtig, da det belaster hofter mm.

De mest hyppige sundhedsproblemer er hudproblemer, hofte/albue dysplasi, vejrtrækningsproblemer/snævre næsebor.

Hvis man gerne vil have en bulldog, hvad kan man så gøre for at sikre sig, at den er sund? Og hvordan kan man hjælpe den til at holde sig sund, hvis man allerede har én?

Når man skal købe en bulldog, sikrer man sig bedst ved at se dokumentation for forældrene, såsom røntgen af hofter, albuer, ryg mm. Hvis det er muligt at møde begge forældre vil dette være en fordel, men som minimum burde man møde moderen.

Ligeledes er det vigtigt at du sætter dig ind i racen og fx tager til et show, hvor du kan se og møde forskellige hunde og opdrættere.

Når først du har anskaffet dig en bulldog, så er det bedste, du kan gøre, at holde den i en slank/muskuløs form med en god kondition. Sørg for tilpas motion, foder og masser af kærlighed. Husk på at bulldoggen ikke bare er en sofahund. En bulldog har brug for motion og stimulans ligeså vel som andre racer.

Hvad er det bedste ved bulldoggen i forhold til andre hunderacer?

Bulldoggen er en meget alsidig race som egner sig til alt lige fra den super kærlige familiehund til den hårdtarbejdende træningspartner.

Dens enorme personlighed, gør den til et kærligt og sjovt familiemedlem og dens muskuløse krop og stærke vilje gør den til den ultimative træningspartner til alt lige fra lydighed til weightpull.

Generelt har bulldoggen nemt ved at tilpasse sig den enkeltes families behov.

    

Hvor mange forskellige slags bulldog findes der og laver I udstillinger for alle i DBC?

Der findes: Engelsk Bulldog, Fransk Bulldog, Alternativ Old English Bulldog, Leavitt Bulldog, Renascence Bulldog, Continental Bulldog, Amerikansk Bulldog mm.

I Danmark er Amerikansk Bulldog dog ulovlig.

Vi laver indtil videre kun udstillinger for Alternativ OEB og Leavitt Bulldogs.

Hvordan kommer man i gang med at udstille sin bulldog, hvis man er interesseret?

Man går ind på www.dbc-show.dk. Der kan man læse alt omkring hvordan en udstillingsdag foregår, hvad man skal huske at have med osv.

Så melder man sin hund til og kommer til næstkommende show som pt er den 17. november og som bliver afholdt på sjælland.

Hvad ved folk måske ikke om Bulldogs?

De er super charmerende og meget stædige, men de bringer smil og grin frem hver eneste dag.

 

***Vinderne i kategorien ‘smukkeste hoved’ – Sponsoreret af Omlet***

    

This entry was posted in Hunde


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Popular Posts