Omlet bloggen

Forvandling af to burhøners liv

Læs denne beretning fra en British Hen Welfare Trust-frivillig og Omlet-kunde, der for nylig adopterede to burhøner. BHWT er en frivillig organisation in Storbritannien, som arbejder for bedre vilkår for høns og hvorigennem man kan adoptere burhøns.


Da jeg så på min flok, som gik rundt i min have og havde ført til det salige liv og givet mig så meget, lige fra deres herlige æg til latter over deres endeløse finurligheder, vidste jeg at jeg gerne ville give noget tilbage til disse vidunderlige skabninger.

Den aften registrerede jeg min interesse hos British Hen Welfare Trust (BHWT) for at blive frivillig. Jeg havde hørt historier og set indlæg online om ex-burhøns, men jeg tror ikke jeg virkelig havde nogen idé om, hvad jeg skulle komme til at stå overfor, eller det liv jeg skulle komme til at se tusinder af smukke høns leve dag ind og dag ud.

Afhentning af mine nye høns

Frivilligdagen startede med at stå tidligt op kl. 06:30 for at komme til gården. Det første syn, der mødte mig ved ankomsten, var en række massive vinduesløse lader, og jeg kunne høre den svage lyd af tusinder af stemmer indenfor.

Jeg gik i gang sammen med de andre frivillige, der allerede var i gang med at bære forvirrede små ansigter og læsse dem over i kasserne, der ville bringe dem videre til deres nye langvarige hjem, hvor de endelig skulle blive elsket og få et navn.

Da jeg kom ansigt til ansigt med virkeligheden, var det langt værre, end jeg havde kunnet forestille mig. Så mange trange, skaldede, skrøbelige kroppe proppet i bure – fem oveni hinanden, så langt øjet kunne se. Støv og ammoniak fyldte luften, og alt hvad jeg ønskede var at få dem alle ud af mørket og væk fra de nøgne bure så hurtigt, som jeg kunne.

Det var inspirerende at arbejde med andre ligesindede frivillige, alle arbejdede så hårdt. Jeg vidste, at jeg skulle være stærk, så jeg kunne få nogle af damerne ud derfra; den dag fik vi to tusinde ud af deres fængsler, som alle sammen aldrig havde oplevet andet end det liv i 18 måneder. I denne unge alder er deres krop ernæringsmæssigt udtømt, hvilket betyder, at de ikke længe producerer æg til den standard eller lige så hyppigt, som industrien ønsker. Derfor betragtes de ikke som kommercielt levedygtige. Den hårde virkelighed er, at de derefter sendes til slagtning. Ja, den triste sandhed er, at vi var nødt til at efterlade nogle høner, og i virkeligheden er vores arbejde kun et lille dråbe i havet, men for de få der kommer videre til en kærlig familie betyder det alverden.

Jeg bar personligt mine to høner ud, og de var tilfældigvis to af de mest skaldede af hele flokken. En høne, som jeg kaldte Tess, havde kun et par fjer på hele kroppen. Jeg holdt hende i mine arme, under køreturen hjem, hvor hun lukkede sine små øjne efter en så lang dag og indså, at hun nu endelig kunne hvile sig.

De første dage derhjemme

Da jeg fik Tess og Gloria (opkaldt efter sangen ‘I will survive’) hjem, lod jeg dem falde til ro i transportkassen indtil det blev aften med lidt mad og vand. De var bange for mig, da den eneste menneskelige berøring, de nogensinde havde haft, aldrig var fyldt med kærlighed.

Selvom jeg har en stor walk-in hønsegård til min flok, vidste jeg at hønsene var nødt til at tilpasse sig hverdagen i deres eget tempo. De havde aldrig nogensinde set dagslys før, men havde i stedet haft 20 timers kunstigt lys og fire timers mørke for at få dem til at lægge så mange æg som muligt.

Jeg forkælede dem med deres egen luksuslejlighed med udsigt – en dejlig ny Eglu Go UP med 2 meter gård og hjul, så jeg let kunne flytte den rundt i haven, og de kunne spise så meget frisk græs, som de ville. Eglu er så let at rengøre, og en virkelig vigtig faktor var at holde den berygtede blodmide i skak, da jeg ikke ønskede, at noget som helst skulle hindrer min dyrebare damers bedring, mens de var så svage. Desuden ser huset smart ud i haven.

Senere den aften placerede jeg dem forsigtigt i Eglu hønsehuset med døren lukket, så de kunne vænne sig til det og få en god nats søvn. Det er vigtigt at give dem tid til at vænne sig til deres soveområde, da dette opmuntrer dem til selv at gå i seng om aftenen.

Næste morgen lukkede jeg dem ud, og selvom de ikke klarede den mest elegante nedstigning, kom begge dog ud for at udforske og dykke direkte i vand- og fodertrugene. Og så begyndte vi ellers at lære hinanden at kende, godt hjulpet på vej af deres appetit for velsmagende druer.

Jeg tror, at mit yndlingssyn de første par dage var at se dem ligge i solen helt afslappede og endelig udvise naturlig adfærd såsom at have et støvbad.

De tilpassede sig begge bedre dag for dag, og jeg beundrer deres evne til at imødekomme nye situationer. Det tog lidt tid at forstå begrebet om en trappestige, mest på grund af at de var nødt til at opbygge styrken i deres skrøbelige ben, men nu hvor de forstår konceptet nat og dag, løber de op i huset, og når jeg kommer ud for at lukke døren og sige godnat, sidder de allerede og putter sig sammen inde i deres hus.

Det bliver bedre

Nu seks uger efter deres rejse ud i friheden stråler de. De har masser af personlighed, som fortsætter med at skinne hver dag: Tess er dristig, og Gloria er fræk. Begge vokser masser af nye fjer hver dag, og de fylder mit hjerte med en sådan kærlighed, som jeg ved, at de gengælder.

I skrivende stund, løber begge rundt og nyder sommeren med mine andre damer i haven, og vender afslappet tilbage til deres Eglu-gård en gang i mellem for at få en bid at spise og drikke, inden de igen træder ud på flere eventyr, fordi de ved, at dette er deres hjem for evigt.

Jeg vil gerne takke Omlet for at have givet mine piger sådan et fantastisk hønsehus at blive gamle i og nyde deres pension – de elsker det!

Du kan finde mere information om British Hen Welfare Trust her.

Hvis du kunne tænke dig at donere penge til et lignende projekt i Danmark eller endda adoptere en burhøne selv, så prøv frievinger.dk.

This entry was posted in Høns