Omlet bloggen

Alt hvad du behøver at vide om kaninlort

Kaniner er byttedyr og har derfor en tendens til at skjule deres sygdomme så meget som muligt, de er endda meget gode til det. Derfor er det vigtigt som kaninejer at holde øje med sin kanin og foretage regelmæssige helbredstjek, så man kan få øje på problemer så tidligt som muligt.

En strålende måde at se hvordan din kanin har det er ved at tjekke dens afføring, og ved blot at tage et lille kig og muligvis mærke lidt, vil du kunne sige meget om dit kæledyrs helbred. Men inden vi begynder at udforske den vidunderlige verden af kaninlort, er det vigtigt at sige, at hvis du nogensinde er bekymret eller usikker, er det altid bedst at du konsulterer din dyrlæge.

Forskellige typer afføring

Kaniner producerer to forskellige slags afføring:

  1. Kugler. Dette er, hvad de fleste mennesker tænker på, når man siger kaninlort. Kuglerne er små og runde, og består hovedsageligt af ufordøjet hø. Disse lorte er relativt faste og mere eller mindre helt tørre, og de lugter ikke. Du vil finde masser af disse i buret, som skal tømmes ud under rengøringen, så benyt lejligheden til at se om de ser normale ud.
  2. Cecotroper (også kendt som natafføring). Dette er faktisk ikke lort, men små kugler af ernæring, som kaninerne samler op fra bagenden og spiser igen. Vi ved godt, at det ikke lyder så lækkert, men dette er en vigtig del af kaninens kost. Hvis du ser din kanin gumle på disse, skal du være fortrøstningsfuld og stolt, da det er meget vigtigt, at din kanin spiser dem.

    Cecotroper dannes i en del af fordøjelsessystemet kaldet blindtarmen. Efter at maden er gået gennem tyndtarmen, adskilles den. Madvarer, der er fordøjet eller ikke indeholder flere næringsstoffer vil gå gennem tyktarmen og komme ud som kugler, hvorimod ufordøjet mad vil blive sendt gennem blindtarmen. Der vil masser af sunde mikroorganismer og bakterier nedbryde det til en form, som kroppen faktisk vil være i stand til at fordøje, derefter vil kaninen afføre cecotroperne og indtage dem igen.

    For det meste spiser kaninen cecotroperne med det samme. Hvis du har en sund kanin med en god kost, vil du måske aldrig nogensinde bemærke dem, men de er nogle bløde og skinnende sorte kugler, der sidder sammen i en klynge og ligner næsten et brombær (undskyld, hvis vi har ødelagt brombær for dig!).

Problemer

Tjek din kanins afføring regelmæssigt for at se, om du bemærker noget nyt eller uregelmæssigt. Er kuglerne for små, for hårde eller ikke ensartede? Er kuglerne forbundet af hår? Har de en underlig farve?

Hovedårsagen til afførings-relaterede problemer er en ubalanceret kost. Prøv at ændre et par ting i den måde, du fodrer dine kaniner på, men sørg for at du aldrig foretager nogen store ændringer for hurtigt. En afbalanceret kost til en kanin består af ca. 90% hø af god kvalitet, en lille håndfuld foderpiller og nogle friske frugter og grøntsager (hvor meget afhænger lidt af størrelsen på din kanin). Han eller hun skal også altid have ubegrænset adgang til frisk vand.

Hvis du tror, at der er noget som ikke helt stemmer, kan du prøve at ændre de grøntsager, du giver dit kæledyr. I stedet for peberfrugter og gulerødder, kan du prøve grøntsager med mindre sukker og mere fiber såsom broccoli, kål, spinat og andre grønne blade. Du giver måske din kanin for meget foder eller foder som er for fedt. Prøv at begrænse mængden af foderpiller din kanin får, og sørg for at foderet, du giver den, indeholder alt hvad den har brug for samt en god mængde fiber.

Hvis du har langhårede kaniner, vil de utvivlsomt indtage noget pels en gang imellem, hvilket uundgåeligt bliver nødt til at komme ud igen den anden vej. Hvis du ser en streng kugler forbundet med hår en gang imellem, er det intet at bekymre sig om, men hvis det sker flere gange om ugen kan det være en god ide at pleje din kanins pels oftere.

Diarré er meget alvorligt hos kaniner, især i de varmere måneder af året, hvor fluer tiltrækkes af fugtig og beskidt pels. De lægger deres æg i kaninens bagende, og når larverne dukker op spiser de kaninens kød og frigiver toksiner i dens krop. Dette kan dræbe en kanin på blot få dage, så hvis du bemærker, at din kanin har en fugtig bagdel, er det vigtigt at rengøre den og tjekke den flere gange om dagen. Hvis diarréen varer mere end et par dage, er det bedst at tage dit kæledyr til dyrlægen.

Kaninmøg som gødning

Kaniner og gartnere er ikke altid de bedste venner, men dine kæledyrskaniner og deres afføring kan virkelig hjælpe dine planter. I modsætning til de fleste andre gødningsstoffer kan kaninlort spredes direkte på blomsterbedet eller i køkkenhaven, da det nedbrydes hurtigt og ikke forbrænder planterne eller rødderne i processen.

Kaninmøg indeholder 4 gange flere næringsstoffer end ko- eller hestemøg og dobbelt så meget som hønsemøg, men den har ikke så meget nitrogen i sig, hvilket betyder, at du ikke behøver at kompostere den, hvis du ikke gider. En anden fordel ved kaninens lort er, at de fortsætter med at frigive næringsstoffer, mens de nedbrydes, og forbedrer dermed jordens struktur.

This entry was posted in Kaniner


One reply on “Alt hvad du behøver at vide om kaninlort”

jeppe says:

hej. hvor uhygiejnisk er kaninlort indendøre? min kanin lægger af og til lorte rundt omkring indenfor, men de er jo tørre og lugter, men hvordan er det med bakterierne, ift. fx menneskelort eller andre dyrs afføring? mvh jeppe

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *