Sådan kan man vide om en kanin er glad
Skøn på, hvor stor verdens bestand af tamme kaniner er, varierer voldsomt lige fra 15 millioner til over 700 millioner. Mennesker har holdt kaniner i hundredvis af år, og traditionelt blev de opdrættet som en rig ressource – de yngler jo som kaniner! Det større befolkningsskøn omfatter alle de kaniner, der stadig opdrættes til kød og pels.
Med så mange kaninejere på verdensplan og kaninens ret uigennemskuelige ansigtsudtryk, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at spørgsmålet “er min kanin glad?” er blevet stillet mere end et par gange af de ængstelige kaninholdere.
Der er flere forskellige måder hvorpå man kan finde ud af, om ens pelsklædte kammerat egentlig er glad og tilfreds. De fleste af dem er baseret på kaninens kropssprog.
En glad kanins kropssprog
Kropssprog er den vigtigste metode til at finde ud af, hvordan din kanin har det. Blot ved at bruge tid sammen med din kanin, lærer du nogle af de grundlæggende beskeder, der kan fortælle dig, om kaninen er glad og afslappet eller stresset.
Her er nogle af tegnene på en kanins humør.
- “Vipper” med næsen. Kaniner vipper eller vrikker konstant med næsen. Dette hjælper dem med at snuse luften omkring dem, gør deres vejrtrækning lettere, regulerer deres kropstemperatur og hjælper dem med at slappe af. En tilfreds kanin vil vippe meget mere med næsen end en stresset kanin, så hvis du bemærker, at din kanin ikke har rykket på næsen i et stykke tid, kan der være noget, der forstyrrer den.
- Slapper af. Et andet tegn på en glad kanin, som er let at få øje på, er en generelt afslappet krop. Afslappede kaniner vil ligge stille, ørerne oprejst (medmindre de er kaniner med hængeører), nogle gange med benene strakt ud, og næsen vipper tilfreds.
- Kryber sammen. Når en kanin er stresset, bliver musklerne ligesom hos os mennesker spændte, når dens kamp-flugt instinkter aktiveres, og kroppen fyldes med adrenalin. Hvis kaninen kryber sammen, med ørerne flade og pupillerne udvidede, så er den ængstelig, stresset eller bange. Årsagen kan være et andet kæledyr, en skræmmende støj eller endda en snert af noget uvant i luften. Denne adfærd er almindelig hos kaniner, der ikke er blevet håndtæmmet fra en ung alder. Omvendt, hvis din kanin er afslappet, slænger sig i høet og ikke er spændt på nogen måde, kan du være sikker på, at den er tilfreds.
- Hopper. Når de fleste mennesker forestiller sig en kanin, forestiller de sig et nuttet væsen, der hopper rundt. Kaniner har udviklet sig til at være fremragende springere med meget stærke bagben, der hjælper dem med at komme fremad i høj hastighed. Hoppen fungerer ikke kun som en fantastisk flugtmekanisme, det hjælper også kaniner i deres leg. Kaniner kan godt lide at hoppe rundt, når de føler sig glade og legesyge. Dine kaniner foretager måske sommetider nogle legende spring i deres indhegning, hvor de hopper op i luften, vrider deres kroppe lidt og lander igen, kvikke og legende. En kanin, der viser denne type adfærd, er utroligt glad for livet. En kanin, der forsigtigt hopper rundt og udforsker verden omkring sig, føler sig også legende og glad.
- Løber. En kanin, der sprinter i dækning, sædvanligvis efter at have stampet sine bagben i jorden først, er ikke en glad kanin. Noget har skræmt dit stakkels kæledyr, og det bedste er at lade den genvinde roen og tilliden på et sikkert område – normalt et roligt hjørne af buret. Et hurtigt løb til et andet sted med flade ører kan også være et tegn på vrede.
- Nysgerrighed. Kaniner er naturligt nervøse og lader kun deres nysgerrighed tage føringen, når de føler sig trygge. I naturen er kaniner i bunden af fødekæden, en fødekilde for mange rovdyr. Derfor er kaniner naturligt usikre og nervøse. Kæledyrskaniner er roligere end deres vilde slægtninge, men bevarer stadig deres naturlige opmærksomhed.
En vred kanins kropssprog
Disse fysiske tegn fortæller dig, at din kanin ikke er afslappet eller bange – den er stiktosset!
- Sidder med forbenene hævet. Hvis din kanin sidder op med forpoter hævet og svirpende frem og tilbage som om den prøver at bokse til noget, betyder det at kaninen er vred – uanset hvor sød adfærden ser ud! Ørerne vil være oprejst (dog ikke hos kaniner med hængeører) og vende udad som radarer. Stillingen kan ledsages af en knurrende lyd.
- Kryber sammen og stamper. Hvis din kanin er spændt op og stamper bagbenene i jorden, men ikke løber i dækning, så er den sur. Halen hæves, og hos racer med stive ører vil disse være oprejst. Alt ved kaninen ser stramt og spændt ud, og pupillerne er udvidet.
- Kryber sammen med blottede tænder. Hvis din kanin kryber sammen med forbenene strakt foran sig og hovedet opad med tænderne blottet, så er den sur og klar til en kamp. Kroppen vil være anspændt, endda dirrende, og munden vil være åben, halen løftet, pupillerne udvidede og ørene foldet tilbage.
Sådan gør man kaniner glade
Der kan være forskellige grunde til, at en kanin er utilfreds eller stresset. Den mest almindelige årsag er et dårligt miljø. De har brug for tilstrækkelig plads i deres bur og løbegård, og de bryder sig ikke om at blive chikaneret af nysgerrige hunde, katte eller larmende fester. Kaninerne har også brug for selskab og stimuleringen, der gør dem i stand til at opfylde deres naturlige instinkter. Husk – kaniner er sociale dyr og elsker at have andre kaniner at lege med.
Det er også vigtigt at give dine kaniner regelmæssige helbredstjek og sikre, at de er ajour med deres vaccinationer. En sund kost vil gøre rigtig meget for at sikre en glad kanin. En foderblanding af høj kvalitet og en masse hø danner grundlaget for sunde kostvaner, med friske grøntsager som godbidder.
For at opsummere, hvis din kanin er afslappet omkring dig eller viser tegn på nysgerrighed frem for frygt, når den introduceres for noget nyt, er den næsten helt sikkert glad og afslappet.
En afslappet kanin er en blanding af personlighed og pleje. De er nervøse dyr fra naturens side, men hvis de håndteres af deres ejere i en tidlig alder, vil de komme til at behandle dig som en del af deres sikre miljø, og deres lykke vil være tydelig i og med, at de elsker at tilbringe tid sammen med dig.
This entry was posted in Kaniner