Soufflé reddede min fornuft under nedlukningen

Hattie Garlick er forfatter og førstegangs hønseholder. Under den tredje nedlukning (lockdown) i England bød hun to dværg kochin velkommen i sit hjem i Norfolk. Hvordan skulle de komme til at passe ind i et familieliv, der allerede omfattede to børn, en kat, en guldfisk og en hund med meget lidt hjerne? Det kan du finde ud af ved at læse videre…

Det er ganske sandsynligt, at du i løbet af de sidste tolv måneder har opdaget de afstressende egenskaber ved bagning. På tværs af verdens udviklingslande har Google-søgninger efter brødopskrifter ramt et alle tiders højdepunkt. Mens alle andre fandt trøst i surdej, blev min fornuft reddet af soufflé.

Soufflé er en høne. Hun og hendes søster, Einstein, ankom til vores have midt under den tredje lockdown. Børnene var vilde efter at få flere kæledyr, jeg satte grænsen ved papegøjer, og min mand og jeg tænkte, at høns i det mindste kunne bidrage til husholdningen med friske æg. Det var virkelig omfanget af deres appel den dag, vi hentede dem hos en lokal bondemand. Jeg forestillede mig ikke på det tidspunkt, at jeg også ville komme til at spare en formue i terapiregninger.

Men efterhånden som dagene strakte sig, fandt jeg mig selv trukket ud af huset, ud i haven og stående ved siden af deres gård. Der var, indså jeg, noget lettere hypnotiserende ved deres bevægelser.

Carri Westgarth er universitetslektor i interaktion mellem mennesker og dyr ved University of Liverpool. Hendes forskning viser, at det er betydeligt stressaflastende at se en hund løbe. Deres uhæmmede glæde smitter af. At se en høne gå rundt og skrabe og hakke i jorden er meget mindre dramatisk. Det virker til at blødgøre, ikke skærpe, min følelsesmæssige tilstand. Og under pandemien, hvor mine nerver var flossede og bekymringerne fløj rundt i hovedet, var dét bløde fokus præcis, hvad jeg havde brug for.

Måske skulle jeg ikke have været så overrasket over hønernes terapeutiske indflydelse. Høns bruges nu i vid udstrækning som terapidyr i USA og Canada. Her i Storbritannien har en velgørenhedsorganisation kaldet Henpower introduceret hønsehold i mere end 40 plejehjem. En undersøgelse fra Northumbria University, der strakte sig over et helt år, påviste, at det målbart forbedrede helbred og trivsel for beboerne og samtidig reducerede depression og ensomhed.

Et par måneder efter at Soufflé og Einstein flyttede ind, kan jeg absolut forstå hvorfor. Mens min datter synes, de er ufatteligt søde, så er det alligevel sværere at menneskeliggøre en høne end en hund eller kat. De tilhører trods alt en helt anden dyregruppe. De er som det ultimative uforpligtende forhold: de giver selskabets komfort uden de følelsesmæssige medfølger. Soufflé og Einstein er fuldstændig uvidende om mine bekymringer omkring Brexit og smittetal, som trods alt er helt irrelevante for dem. Det betyder ikke et kluk for dem.

De har brug for mig lige akkurat nok til at få mig til at tage mine støvler på og stampe ud i den friske luft som det første om morgenen, hvor jeg åbner døren til deres Eglu Cube. Dét, har jeg opdaget, giver mig et langt mere positivt perspektiv på dagen end min gamle lockdown-rutine – at dumpe ned foran den bærbare computer og sidde der i pyjamas indtil frokost. Udover det kunne de være fuldstændig ligeglade med, om de så mig eller ej. Og efter flere måneder med at lytte til ordet “moaaaaaar” flyvende mellem husets fire vægge døgnet rundt, kunne jeg ikke være mere taknemmelig over for dem for dette.

Vi havde dog ret i en ting, da vi først besluttede os for at bringe høns ind i vores hjem. Friske æg om morgenen er virkelig en velsignelse ved morgenmadsbordet. De er imidlertid også en god humørbooster i en febrilsk tid. Det føles bare godt at række ind i høet og trække et lille håndgribeligt og lunt mirakel ud.

This entry was posted in Høns