Begrænset tilgængelighed som følge af høj efterspørgsel. Se venligst vores side med lager information for at finde flere oplysninger.

Omlet bloggen

Hunden med på arbejde? Her er et par ting du bør overveje inden!

Vidste du, at hunde på kontoret har vist sig at øge moralen, og at medarbejdere, der kommer i kontakt med hunde på arbejdspladsen, har større arbejdsglæde end landsgennemsnittet? At have et kæledyr på arbejdspladsen kan også reducere stressniveauet, og at ae en hund kan sænke både din puls og dit blodtryk!

Denne fredag d. 21. juni er ”tag din hund med på arbejde”-dag, og nogle af os overvejer måske at tage vores hund med på kontoret for første gang. Hvis du har fået grønt lys fra din chef, bør du læse vores liste over ting at overveje for at sikre, at hundens møde med arbejdspladsen går som smurt.


Overvej om din hund kan håndtere det

Ikke alle hunde er velegnede til en dag på kontoret og for at sikre, at I begge nyder oplevelsen, skal du overveje, om din hund vil kunne være rolig og stille hele dagen. Tror du, at han eller hun rent faktisk vil nyde oplevelsen, eller vil den have det bedre derhjemme? Hvis der er andre hunde på kontoret, skal du også tage dette i betragtning.

Sørg for at dine kollegaer synes det er okay

Selvom du er sikker på, at din hund ikke vil forårsage nogen problemer på kontoret, kan det være, at nogle af dine kollegaer er bange for eller allergiske overfor hunde, og at det måske derfor ikke er så smart bare at medbringe din vovse uanmeldt. Hvis folk virker tøvende, så lad dem vide, at du vil sørge for at holde hunden ved dit skrivebord hele tiden, og at de ikke behøver at snakke med hunden, hvis de ikke vil.

Vælg en god dag

Hvis det er første gang du medbringer din hund, skal du sørge for, at det er på en dag, hvor du ikke har masser af møder, eller hvor du har for travlt til at tage en ordentlig frokostpause og tage hunden med ud og gå en tur. Vovsen vil nok føle sig mest behageligt tilpas, hvis du er der det meste af tiden, og der er forholdsvis stille og roligt på kontoret.

Sørg for at du har tid til pauser og gåture
Din hund vil klare sig meget bedre, hvis den får en god gåtur til frokosttid og et par kortere pauser i løbet af dagen til at strække benene og tisse. Dette vil også gavne dig, da en pause og lidt frisk luft vil forbedre både dit humør og din produktivitet.

Hav en plan B klar

Du kender din hund, men et nyt miljø kan bringe nye sider frem, du ikke havde forventet. Gøen eller andre måder at markere territorium på kan være utroligt irriterende og distraherende, så sørg for at have en flugtplan. Hold også øje med tegn på stress, som f.eks. pusten og slikken om læberne. Er du i stand til at tage din hund hjem, hvis det er nødvendigt? Eller har kontoret et mødelokale, hvor I kan trække jer lidt tilbage, hvis hunden får problemer?

Medbring alt hvad din hund får behov for

Sørg for at pakke en behagelig seng til din hund, som den vil føle sig godt tilpas i og som lugter af hjemmet. Placér den et eller andet sted som er stille og tæt på dig. Hvis du planlægger at tage din hund med på arbejde regelmæssigt, kan du købe en separat seng til kontoret. Medbring vand- og madskåle og godbidder. Puslespilslegetøj som Kong er perfekt til at holde din hund optaget, mens du foretager et telefonopkald, eller når du virkelig skal fokusere på arbejdet.

Tag fuldt ansvar

Du vil helt sikkert ikke have hunden til at være en grund til, at dine kolleger begynder at blive irriteret på dig, så sørg for at du aldrig efterlader nogen til at passe på din hund, medmindre de tydeligt har sagt, at de er glade for at gøre det. Antag aldrig, at nogen vil tage hunden med ud på toiletbesøg eller se efter den, mens du selv er til et møde.


Omlet er stolt sponsor af Bring Your Dog to Work Day, en årlig begivenhed, der indsamler penge til velgørende organisationer dedikeret til at gøre en forskel for hundevelfærd. Besøg deres hjemmeside for at læse mere og blive involveret i masser af sjov! 

This entry was posted in Hunde


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *