Omlet bloggen Archives: June 2021

Derfor er høns de bedste kæledyr til børn

Hønsehold tilbyder en vidunderlig måde for børn at lære om dyrs livscyklus på og kan vise dem de mange fordele ved at holde husdyr. Det er ikke kun den uendelige forsyning af æg, som børnene vil nyde – at holde høns er en berigende oplevelse, der lærer børn i alle aldre om værdien af dyreliv og venskab.

Lær børn at håndtere høns

Hvis du vælger at købe dine høns, når de stadig er kyllinger, er der en bedre chance for, at børn knytter sig til dem. Det er let og sjovt for børnene at håndtere kyllingerne regelmæssigt, en sikker måde at få dem til at føle sig komfortable og selvsikre i nærheden af hønsene. Nogle hønseracer – for eksempel Silkehøns og Sussex – nyder faktisk at blive klappet en gang imellem, ikke meget anderledes end katte! Mind altid dine børn om at være blide overfor fuglene, uanset om de er kyllinger eller voksne høns. Selv en ‘tam’ høne skal man nærme sig langsomt, med forsigtighed og respekt – pludselige bevægelser udløser en hønes instinkt for at baske, skræppe op og gå i panik!

Det er vigtigt, at børn lærer at vaske hænderne, når de har rørt kyllingerne eller efter at have vasket og renset hønsehuset eller fodret hønerne. Høns har ligesom os alle mulige slags bakterier, der er sunde for dem, men ikke nødvendigvis for os!

Daglig hønsepasning

Høns har brug for pasning hver dag, men de er meget ukrævende som kæledyr. Dette er en fantastisk kombination for børn, da det lærer dem om rutine og giver dem mulighed for at nyde tiden sammen med hønsene uden at føle, at det er en for stor opgave.

Det er både sjovt og gavnligt at involvere børn i de daglige aktiviteter, der holder høns glade og sunde, det giver børnene en følelse af ansvar. Dagens første job er at åbne hønsehuset. Børn elsker at løbe ud i haven efter morgenmaden, og når de har genopfyldt foder- og vandskålene, er det tid til at åbne hønsehuset og lukke hønsene ud i gården. Igen er disse enkle men betydningsfulde opgaver, som børn vil nyde.

Sunde høns spiser og drikker meget på en dag, så bed dine børn om at tjekke vores guide til Fodring og vanding af hønsene for at gøre dem til eksperter øjeblikkeligt!

At muge ud hos hønsene er sandsynligvis et job for børn på over 11 år, men overvej også at bede et lille barn om at hjælpe. De kan helt sikkert hjælpe med at lægge nyt strøelse og legetøj i hønsehuset, når udmugningen er klaret. Det kan være sjovt at indrette hønsegården på nye og anderledes måder, og man kan virkelig se, når de elsker deres hjem!

Børn elsker at række ind i hønsehuset for at finde de frisklagte æg, og hvis det er lige i tide til morgenmad, så er det jo bare endnu bedre! Du kan lære dit barn at hente og (hvis det er nødvendigt) forsigtigt rengøre ægget, og hvis de endnu ikke er begyndt at lære at lave mad, så er et kogt æg et godt sted at starte! Måske du snart vil få morgenmad på sengen…

Lær børn om ansvar

Hønsehold er en fantastisk måde at lære børn om ansvar på. Ved at passe høns kan et barn lære, at lidt hårdt arbejde og pålidelighed giver mad på bordet – bogstaveligt talt i dette tilfælde!

For nogle mennesker er det at have et kæledyr sommetider deres eneste grund til at komme udenfor om morgenen, og enhver kæledyrsejer vil fortælle dig, at dette forbedrer deres liv på utallige måder. Ligesom at gå tur med en hund, kan det at gå ud i haven for at fodre hønsene være en sjov måde at introducere ting som rutine, ansvar og regelmæssig frisk luft i dine børns liv på.

Involver børn i at vælge en hønserace

Hvis du gerne vil have en venlig høne til dine børn, er Silkehøns et fremragende valg, da de er kendt for deres kærlige natur. Andre børnevenlige racer kunne være Australorp, Kochin, Orpington, Plymouth Rock, Sussex og Wyandotter.

Under afsnittet Børn elsker at holde høns i vores hønseguide kan du finde flere oplysninger om, hvordan man får børn involveret i hønsehold og valg af racer.

Der er dog aldrig nogen garanti for at en høne vil blive tam, og det vigtigste er at ‘socialisere’ dem – dvs. håndtere dem – fra en ung alder. Hvis børn tilbringer tid sammen med hønerne, så snart de ankommer i hønsehuset, er de godt på vej til at få en fjerklædt ven for livet.

Uanset hvilken race I vælger, vil det at involvere børnene i beslutningen få dem til at føle sig ansvarlige og forbundet med deres høns fra starten af. Og så er det altid sjovt at vælge navne til hønsene!

Sjov med hønsene til påske

Der er mange påsketraditioner, der involverer hønseæg, den stadig populære ægjagt er det mest oplagte eksempel. Prøv at gemme æg, som dine høns har lagt selv – det er masser af sjov og en god måde at oparbejde en appetit på før en ægbaseret morgenmad!

En anden påsketradition er at male æg, hvilket er en fantastisk måde at introducere børn til den mærkeligere verden af traditionel kunst. Og hvorfor ikke gå skridtet videre og ’rulle æg’ – en fin gammel britisk tradition! Find en bakke, og rul jeres hårdkogte malede æg ned ad bakken – det sidste æg, der sprækker og frigiver den hårdkogte æggeblomme, vinder! Undertiden findes et æg, der virker umuligt at knække, uanset hvor mange gange det rulles – udfordringen bliver derefter at prøve at bryde det ved at kaste det så højt op som muligt!

Så hvad enten det indebærer at bruge æg til kager eller tærter, rulle hårdkogte æg ned ad en bakke eller bare bruge dejlig social tid sammen med hønsene, så er der masser af grunde til, at høns er gode kæledyr for børn!

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Æg on June 7th, 2021 by signejorgensen