Ventetid grundet stor efterspørgsel. Se venligst vores leveringsside for at finde flere oplysninger.

Omlet bloggen Archives: October 2020

Vil min kæledyrskanin have det godt udenfor om vinteren?

Vi får ofte spørgsmål fra nye kaninejere om hvordan man passer kaniner om vinteren, og om kæledyrskaniner egentlig vil have det bedre indenfor om vinteren. I dette blogindlæg har vi samlet de råd vi normalt giver, så alle kan træffe deres egen beslutning om hvorvidt det er bedst at bringe kaninerne ind i huset eller holde dem udenfor.

  1. Kan kaniner bo udenfor i vintermånederne?
  2. Men vil de være gladere indendørs?
  3. Hvor koldt er for koldt for kaniner?
  4. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mine kaniner om vinteren?

 

Kan kaniner bo udenfor i vintermånederne?

Ja, så længe dine kæledyrskaniner er sunde og har et bur eller hus, der holder dem varme og tørre, så bør det ikke være noget problem at holde dine kaniner udendørs i løbet af vintermånederne.

Både vilde og kæledyrskaniner er relativt gode til at håndtere koldere temperaturer (de har det faktisk meget sværere med varme), så længe de har et tørt og beskyttet område, hvor de kan gemme sig i koldt vejr. For vilde kaniner er dette deres underjordiske tunnelsystemer, og for din kæledyrskanin vil det være et veldesignet kaninbur.

Det er vigtigt at sørge for, at dine kaniners hjem har alt, hvad de skal bruge for at kunne holde sig varme og tørre, mens det stadig er dejligt og varmt udenfor. Hvis buret på nogen måde er beskadiget, vil du have tid til at reparere det eller finde et helt nyt hus til dine kaniner, inden det bliver for koldt.

Eglu Go kaninhuset med isolerede vægge beskytter dine kaniner mod vind og regn og holder dem varme, selv når vejret bliver rigtig dårligt. Den trækfri ventilation sørger for, at frisk luft bevæger sig rundt i buret uden at gøre det fugtigt eller koldt. 

Men vil de være gladere indendørs?

Ikke nødvendigvis. Indendørskaniner bliver nødt til at tilpasse sig deres nye hjem, og hvis det er første gang, de bliver taget indendørs, kan det være lidt foruroligende for dem til at starte med. Du bliver nødt til at give dem et sikkert område, hvor temperaturen ikke svinger enormt meget, og sørge for at de får nok motion og mental stimulering i løbet af vinteren. 

Det vigtige, når det kommer til at holde kaniner om vinteren, uanset om du beslutter dig for at holde dem i buret udenfor eller lade dem komme ind i huset, er at tage en beslutning og holde fast ved det.

Når sommeren er forbi, og temperaturerne begynder at falde, vil kaninerne vokse en tykkere vinterpels og pelspuder på deres fødder. Denne bliver gradvist tykkere, efterhånden som månederne går. Pelsen er fantastisk til at holde kaninen varm udendørs, men når kaninen er fuldt klædt på til vinteren, har du mistet muligheden for at flytte den indendørs.

En kanin med vinterpels bør ikke tages indendørs, medmindre det er absolut nødvendigt. Kaniner kan ikke svede, og den pludselige varme hæver hurtigt kaninens kropstemperatur til farlige niveauer. I alvorlige tilfælde kan sådan et temperaturchok være dødeligt, så sørg for at træffe en beslutning om, hvor kaninerne bor, og hold dem der permanent.

Hvor koldt er for koldt for kaniner?

Det er svært at nævne en bestemt temperatur, hvor du skal begynde at bekymre dig om dine kaniners trivsel. Hvis det gradvist er blevet koldere over en længere periode, vil dine kæledyr have fortykket deres pels og vil have det fint i temperaturer så kolde som -10. Det er mere problematisk, hvis temperaturen pludselig falder, da kaninen i så fald ikke har haft tid nok til at vænne sig til kulden.

Hvis du er bekymret, må du overveje muligheden for at flytte kaninhuset ind i et skur eller en garage. I stedet for at flytte kaninerne indendørs med det samme, kan du holde dem dækket og beskyttet lidt, før du beslutter, om de kan komme tilbage udenfor i haven, eller om de har behov for at flytte indenfor permanent. 

Hvis du lader kaninen bo på et varmere område, vil den indenfor få dage begynde at smide sin tykke pels, og efter cirka en uge vil du ikke være i stand til at flytte den udenfor til frysende temperaturer igen. Dette er en anden grund til, at det er vigtigt at vælge et handlingsforløb og holde sig til det.

Ethvert dyr i nød bør tages direkte til dyrlægen for at få hjælp og rådgivning. Den største bekymring for en kæledyrskanin, der lever udenfor i koldt vejr, er hypotermi og lungebetændelse. For at forhindre disse skal ejere se til deres kæledyr regelmæssigt og sørge for, at deres hjem er sikkert, varmt nok og fri for fugtige områder.

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mine kaniner om vinteren?

Følgende råd gælder, hvis du holder kaniner i udendørs kaninhus og løbegård. Hvis du flytter dine kæledyr indenfor, behøver du ikke bekymre dig for meget om at beskytte dem imod dårligt vejr.

• Motion

Kaninerne har stadig brug for at løbe og motionere så meget som de gør om sommeren, men sørg for at du også giver dem muligheden for at gå ind i huset og hvile sig, hvis de har brug for det. Eglu Go kaninhuset med løbegård forbundet via en Zippi tunnel med ekstra løbegårde og legegårde lader dyrene løbe mellem forskellige områder, som de vil. Muligheden for at bevæge sig rundt vil hjælpe din kanin med at holde sig varm og vil også holde den fysisk og mentalt stimuleret. Giv kaninen et par ekstra legesager, tunneler og skjulesteder, som den kan løbe imellem.

• Placering og overtræk

Flyt dit udendørs kaninbur til et beskyttet område i haven, vendt væk fra vind og regn. 

I løbet af dagen skal du dække taget af løbegården med et klart overtræk, der forhindrer dine kaniner i at blive våde og fugtige, mens det stadig lukker lyset ind.

• Strøelse

Sørg for masser af ekstra strøelse i buret, og læg et ekstra lag avis og halm i bunden af huset, hvis du er bekymret for, at fugt og kold luft kommer ind på den måde. 

Tjek buret regelmæssigt og sørg for at dit kæledyr har masser af tørt, varmende bundmateriale. Tæpper eller varmedunke er ikke en god idé, da kaninerne sandsynligvis vil tygge i dem, men du kan lægge en varmepude til mikroovn i med høet, der kan give dit kæledyr noget ekstra varme. 

• Foder, vand og godbidder

Hvis de bor udenfor, skal dine kæledyrskaniner spise mere om vinteren for at have det godt. Fordøjelse af mad vil opvarme deres kroppe og hjælpe dem med at holde varmen.

Vi anbefaler at give dine kaniner mere mad efterhånden som vejret bliver koldere. Tjek om der er noget tilbage sidst på dagen, så giver du dem for meget. Giv dem masser af godbidder, både sunde grøntsager som broccoli og kål og købte tyggegodbidder, der vil slide deres tænder. Sørg altid for, at de har en god mængde hø i buret, da hø bør udgøre en høj procentdel af din kanins kost.

Tjek din kanins vandflaske regelmæssigt for at sikre dig, at vandet er friskt og ikke frosset til. Det kan være en god idé at have to flasker, så du kan bytte dem ud hver gang du går ud for at se dine dyr. 


Fotos: Gerrie van der Walt / Unsplash

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Kaniner on October 30th, 2020 by signejorgensen


50% rabat på Peck Toys når du tilmelder dig Omlets nyhedsbrev

Trick or treat! Forkæl dine høns til Halloween med et uhyggeligt godt tilbud på Peck Toys. Spar 50% på Peck Toys når du tilmelder dig Omlets nyhedsbrev!

Vilkår og betingelser
Kampagnen løber fra d. 29/10 til og med d. 2/11 2020. Når du har indtastet din e-mailadresse på hjemmesiden, modtager du en rabatkode, der kan anvendes ved kassen. Når du indtaster din e-mailadresse, tilmelder du dig samtidig Omlets nyhedsbrev. Du kan afmelde det igen til enhver tid. Tilbuddet gælder kun enkeltpakker af Poppy og Pendant Peck Toys. Tilbuddet gælder ikke dobbeltpakker af Peck Toys eller dobbeltpakker af Peck Toy + Caddi. Tilbuddet er begrænset til 2 Peck Toys per husstand. Gælder kun så længe lager haves. Omlet Ltd. forbeholder sig retten til at trække tilbuddet tilbage til enhver tid. Rabatten dækker ikke leveringsudgifter eller i forvejen nedsatte varer og kan ikke anvendes i sammenhæng med andre tilbud.

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Høns on October 29th, 2020 by linnearask


Hvor meget bør jeg fodre mine høns?

Høns er gode til at finde mad, og fritgående fugle vil hakke og skrabe efter alle mulige slags vilde godbidder, lige fra græs og ukrudt til orme og biller. Selv en høne, der har adgang til en have eller eng hele dagen lang, har dog stadig brug for nogle æglægningspiller af god kvalitet. De indeholder den korrekte balance mellem protein, kulhydrat, vitaminer og mineraler (særligt kalcium til æggeskaller), der vil holde hønsene glade og sunde. Protein er især vigtigt for en sund ægproduktion.

En generel mængdevurdering i grove træk er ret nyttig for at garantere, at hønsenes kostkrav bliver opfyldt. Mellemstore racer som Rhode Island Red, Oxford Brown eller Orpington skal fodres mellem 115 og 120 gram foder pr. høne om dagen, hvilket svarer til 805 til 840 gram foder pr. høne om ugen. En lidt større Sussex vil spise lidt mere, og den mindre Leghorn vil spise lidt mindre, mens en lille dværgrace kun spiser mellem en halv og tre fjerdedele af den mængde.

Kyllinger og æglæggere

Indtil den er ca. fem uger gammel, skal en kylling have et proteinrigt ’kyllingefoder’. Når de er mellem 5 og 18 uger gamle, har fuglene brug for ’voksefoder’ for at tage på i vægt. Så snart hønerne begynder at lægge æg, har de kun brug for de almindelige ‘æglægningspiller’. Disse er igen rige på protein, kalcium og alle de andre vigtige næringsstoffer.

Hønsene har også brug for daglig adgang til grus. Godbidder er fint, så længe de ikke tilbydes så ofte, at hønerne ikke spiser deres andel af foderpiller. Korn er en sund godbid, og fugle, der har fritgående adgang til græs, vil være i den syvende hønsehimmel.

Hvordan kan man sikre sig, at hver høne får sin andel af maden?

Enhver hønseflok udvikler en naturlig hakkeorden, og de dominerende fugle har tendens til at fylde deres kro før de andre, hvis der ikke er plads nok til, at alle høner kan fylde deres kro på én gang (noget de foretrækker at gøre kort tid før de trækker sig tilbage for natten). En god løsning her er at købe et bredbundet fodertrug, der giver flere fugle mulighed for at spise på én gang eller at bruge mere end ét fodertrug. Dette vil sikre, at de tilbageholdne høns får deres rimelige andel af mad.

Men så længe du har givet nok foder til alle dine høner, bør der altid være mad tilbage i fodertruget, når de dominerende fugle har taget deres andel. Du bør dog stadig holde øje med din floks helbred. Problemer såsom bløde æggeskaller eller fjerplukning kan være tegn på mangler i kosten, og problemet ligger muligvis i kvaliteten snarere end i mængden af fuglenes kost.

Spiser høner den samme mad hele året rundt?

Høns fælder hvert år og spiser normalt mere mad under denne proces for at sikre sig, at deres kroppe har alt det protein, de har brug for til at vokse en ny fjerdragt. Høns spiser normalt også mere i koldt vejr for at give næring til deres stofskifte og holde sig varme. Fritgående høns finder normalt heller ikke så meget mad i haven om vinteren, da mængden af insekter er på et lavpunkt og græsset ikke længere gror.

Du kan tilføje lidt mere mad hver dag i disse perioder. Du vil hurtigt finde ud af, om du giver dem for meget eller for lidt ved at bemærke mængden af foderpiller, der er tilbage i fodertruget hver aften.

Hønsene producerer dog også færre æg om vinteren, så alt i alt er den mængde proteinrige foderpiller, de har brug for, ikke så forskellig fra årstid til årstid. Igen er det vigtigste at sikre en regelmæssig forsyning af mad. Hvis dine høner ser ud til at spise meget lidt om sommeren, kan dette skyldes, at de finder for mange gode ting på deres søgen efter foder i haven. Dette kan være et problem, hvis den vilde mad, de fylder i sig, ikke giver den rette balance af næringsstoffer. Det kan være en god idé at begrænse en høne til hønsegården, hvis hun ikke ser ud til at spise nok foderpiller. På den måde bliver hun tvunget til at spise de gode sunde ting snarere end for mange af havens lækkerier.

Æglægningspiller skal være tilgængelige for hønsene 24/7 – de spiser så meget, som de har brug for, og opfører sig altså ikke som en hund, der spiser alt på én gang, bare fordi det er der!

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Høns on October 23rd, 2020 by signejorgensen


Efterårsopskrift på ingefærcupcakes

Er du ikke fan af Pumpkin Spice? Har du lyst til at prøve noget enkelt, men alligevel passende til årstiden, hvor du kan bruge dine friske æg fra haven? Prøv disse lækre ingefærcupcakes med et nik til efteråret ovenpå! 

For at lave 12 lækre ingefærcupcakes skal du bruge…

  • 12 cupcake forme (vi har brugt orange forme der passer til temaet!)
  • 150g margarine eller usaltet smør (blødgjort)
  • 150g lys muscovadosukker
  • 150g selvhævende mel
  • 1 – 2 tsk stødt ingefær (efter egen smag)
  • 2 store æg
  • 1 spsk lys sirup

Til smørcremen skal du bruge…

  • 250g margarine eller usaltet smør (blødgjort)
  • 500g flormelis
  • ½ – 1 tsk stødt ingefær (efter egen smag)

Til græskarpynten skal du bruge…

  • Orange fondant (sugarpaste) klar til brug
  • Grøn fondant (sugarpaste) klar til brug

  1. Forvarm ovnen til 160°C (varmluft) og beklæd en muffin bageform med 12 cupcake forme.
  2. Lav din ingefærkageblanding. Begynd med at piske smør og sukker sammen i en skål til det er luftigt. Si det selvhævende mel i blandingen sammen med ingefær. Vi brugte 2 tsk stødt ingefær, men du kan bruge mindre, hvis du ønsker en mere diskret smag.
  3. Pisk æggene let i en skål og tilføj dem til blandingen. Bland alting forsigtigt sammen.
  4. Tilføj til sidst siruppen og rør en sidste gang.
  5. Fyld de 12 cupcake forme med kageblandingen, fordel dejen så ligeligt som muligt.
  6. Bag i ovnen i 15 – 20 minutter.
  7. Lad dine cupcakes køle af på en bagerist inden du laver smørcremen.
  8. Lav smørcremen ved at tilføje en lille smule flormelis til smørret ad gangen og piske det sammen. Når cremen er jævn, kan du tilføje op til en tsk stødt ingefær.
  9. Kom smørcremen i en sprøjtepose. Vi brugte en stor stjernetyl. Begynd i midten og bevæg posen rundt i en cirkel så der stadig er en smule plads rundt langs kanten af kagen. Fortsæt derefter opad i en spiral og træk til sidst væk, så du efterlader en spids på toppen. 
  10. Når der er smørcreme på alle 12 cupcakes, kan du pynte kagen som du har lyst til! Vi besluttede os for at lave nogle små græskar ud af fondant. Rul blot den orange fondant til små kugler, ikke større end en cm i diameter. Brug derefter en skarp kniv til forsigtigt at skære linjer nedad siden. 
  11. Rul en lille smule grøn fondant ud i en lang stribe og skær derefter små stykker ud for at skabe stænglerne. Tryk forsigtigt stænglen ovenpå græskarret og sæt græskarrene på dine cupcakes.

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Opskrifter on October 21st, 2020 by signejorgensen


Derfor er høns så gode kæledyr for familier med børn

Høns er virkelig vidunderlige kæledyr for hele familien. Udover at de vil sørge for friske æg hver dag, så er de også supersjove at se på og hænge ud med, og de vil give børn mange værdifulde erfaringer! Sammenlignet med mange andre kæledyr er høns relativt nemme at passe, og pasningen kræver ikke meget, som børn fra børnehaveklassealderen ikke i det mindste kan deltage i. Læs videre for at finde flere grunde til, at høns er fremragende kæledyr for familier med børn!

Hvorfor er høns så gode kæledyr?

  • Ansvar
    Børn i alle aldre vil lære om at tage ansvar for en anden levende skabning. De bør selvfølgelig aldrig have det fulde ansvar for alle plejeopgaver, men selv små opgaver som at strø noget korn på jorden eller fylde vandbeholderen kan gøre børn mindre egoistiske.
  • Rutiner
    Kæledyr er også en langsigtet forpligtelse, der lærer børn at de nogle gange må lægge deres umiddelbare ønsker og behov til side for f.eks. at rense hønsehuset eller fodre hønsene. Det viser også børnene vigtigheden af en struktureret rutine, noget mange børn virkelig godt kan lide.
  • Mad
    Ved at holde høns vil dine børn lære, at mad ikke på magisk vis dukker op på supermarkedets hylder. Hvis de tager sig af deres egne høns, vil de forhåbentlig indse, hvor vigtigt det er for dyr at have plads nok og tilstrækkelig med pleje, og de vil ikke tage animalske produkter for givet. 
  • Livscyklus
    Når man har kæledyr, er det uundgåeligt, at ens børn lærer om liv og død. Uanset om du opdrætter kyllinger, holder en flok høns til kød eller bare har nogle få høns som kæledyr i haven, vil dine børn få nogle værdifulde lektioner om livets cyklus. 
  • Hygiejne
    Når man har kæledyr, der bor udenfor, vil børnene også lære vigtigheden af god hygiejne. De bliver nødt til at vaske hænderne efter at have håndteret deres høns og vil indse, at hvis dyrene skal forblive glade og sunde, så må deres hus og gård rengøres regelmæssigt.
  • Øvrige færdigheder
    Det kan være lærerigt på mange måder at holde høns, du måske ikke umiddelbart tænker på. Bortset fra matematiske færdigheder fra at tælle æg og måle foder og vand, vil børn lære om, hvordan forskellige dyr har forskellige behov, at æggeskaller kan bruges til fantastiske kunstprojekter, og at æg danner basen for tusindvis af lækre opskrifter.

Ting at overveje

  • Begynd med en mindre flok på højst 5 høns. På den måde vil dine børn være i stand til at differentiere dem og give dem navne baseret på deres sjove personligheder. For mange på én gang får hønsene til at virke som en flok snarere end en gruppe individer, og I vil alle være mindre tilbøjelige til at se dem som kæledyr. I kan altid få flere på et senere tidspunkt!
  • Det er sandsynligvis en god idé ikke at få en hane til at starte med. De er meget mere selvsikre og påtrængende end høner og kan være lidt skræmmende for yngre børn. De skal helst ikke blive afskrækket med det samme.
  • Skaf et hønsehus der gør det nemt at holde høns, så børnene kan hjælpe. Eglu Cube er et perfekt eksempel. Det er supernemt at lukke hønsene ud om morgenen og lukke huset af for natten (endnu lettere, hvis du har en automatisk dør, selvfølgelig!) samt at hente friske æg fra ægporten på siden. Yngre familiemedlemmer kan endda hjælpe med rengøringen af hønsehuset, tøm bare møgbakken og tør de glatte overflader i huset af ca. en gang om ugen, så vil jeres hønsehus se skinnende og nyt ud hver gang!
  • Selv hvis du ikke ruger æg ud og selv opdrætter kyllinger, er det en god ide at få unge høns, hvis du vil have dine børn til at være involveret. Tilskynd regelmæssig interaktion, og prøv at samle hønsene op regelmæssigt for at vænne dem til at blive håndteret. Dette kan gøres lettere ved at have hønsene gående i en gård, der er nem adgang til, f.eks. en walk-in hønsegård. Når det er ukompliceret at gå ind og tilbringe tid med hønsene, er der større sandsynlighed for, at du og dine børn gør det regelmæssigt!
  • Vælg en venlig og hårdfør race, der er kendt for at være god til børn. Silkehøns er for eksempel berømte for at være kærlige og glade for at blive holdt, Orpingtons er rolige og kærlige og Kochins tilpasser sig let til enhver situation, de konfronteres med. 

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Høns on October 20th, 2020 by signejorgensen


Hvor meget motion har mine marsvin brug for?

  
  

Marsvin er ikke bygget til maratonløb, men de elsker stadig at bevæge de små ben. Så længe de har tilstrækkeligt med plads, behøver de ikke noget ekstra ‘træningsudstyr’, så hjul og kugler, ligesom hamstere har, er ikke nødvendige (og kan faktisk være rigtig farlige for marsvin). Hvad marsvin dog har brug for, er en kombination af et bur og en gård – og helst også ekstra tunneller – for at give dem masser af plads at løbe på.

Marsvinsmotion handler om udforskning og samvær. De er utroligt sociale dyr, der bevæger sig rundt i deres indhegning i grupper eller stikker væk på deres egne små eventyr. Marsvin er instinktivt nervøse og opmærksomme dyr, hvilket har den bivirkning at gøre dem meget aktive. Hvis der er en mærkelig lyd eller pludselig bevægelse, har de det med at suse i sikkerhed i et velkendt hjørne.

Hvor meget plads skal marsvin have til motion?

Gulvarealet i et bur, hvor der bor to marsvin, skal være mindst 0,75 kvadratmeter. Buret er der, hvor de bruger meget af deres tid, så jo større området er, jo bedre. Den indendørs del af et bur er dog kun halvdelen af historien, og marsvin har også brug for et udendørs rum. Det anbefales, at de får mindst tre timer i det fri hver dag. Dette er let at arrangere, hvis du kombinerer buret og løbegården, og en samlet opsætning såsom The Eglu Go marsvinehuset er det ideelle valg.

Marsvingårde kan også forbindes til udendørs legegårde ved hjælp af et arrangement som Zippi tunnelsystemet. Denne form for fleksibelt system giver dig mulighed for at konstruere alt lige fra en simpel tunnel fra A til B, til en fuldblæst labyrint. Du kan også rumme sjove funktioner i din tunnelopsætning, for eksempel udkigsposter og foderstationer.

En 1-2 meters kvadratisk gård giver rigeligt med plads til et par marsvin. Hvis du har mulighed for at give kæledyrene mere plads end dette, vil de kun virkelig bruge det fuldt ud, hvis det er udstyret med masser af tunneler og gemmesteder, hvor de kan søge tilflugt – marsvin kan ikke lide at være for langt væk fra et sikkert og godt gemmested og vil normalt ikke løbe rundt i en stor have. Hvad du dog kan gøre i et stort rum, er at konstruere en forhindringsbane eller labyrint af tunneler, der giver dine kæledyr uendelige muligheder for sjov og motion.

Sådan kan du opmuntre marsvin til at motionere

Marsvin er mere tilbøjelige til at løbe rundt og have det sjovt, hvis de har nogle legekammerater. Så regel nummer ét for at sikre, at dit kæledyr får nok motion, er at give dem mindst én legekammerat. I naturen består marsvins familiegrupper normalt af mindst 10 individer, men du skal altid holde antallet på et niveau, der passer til størrelsen af buret og løbegården. Du er nødt til at finde den rigtige blanding, da en han og en hun uundgåeligt vil parre sig, hvilket har indlysende konsekvenser med hensyn til plads og pasning.

Grupper af hanner eller grupper af hunner er derfor den bedste mulighed. En kastreret han kan også leve lykkeligt og roligt sammen med hunner, og enhver form for lille uenighed eller skænderi blandt dine marsvin vil sandsynligvis ikke resultere i skader men er blot en del af deres motionsrutine.

En vigtig detalje er at inkorporere skjulesteder i din opsætning af gård / bur / tunnel. Marsvin holder instinktivt øje med et sikkert gemmested, når de er ude, og flugten tilbage til skjulestedet vil sandsynligvis være deres mest anstrengende form for motion.

Du kan opmuntre dine kæledyr til at udforske og strække deres ben ved at sætte interessante genstande i deres løbegård, såsom høkugler, kurvelegetøj fyldt med godbidder, tyggelegetøj, tunneler og enkle skjulesteder i form af terrakotta-huler og igloer. De vil også lege lykkeligt med paprørene fra toiletpapirsruller og køkkenruller eller en simpel papkasse, især hvis disse genstande er fyldt med hø og friske grøntsagsgodbidder.

En af de ting, der giver marsvin deres unikke karakter, er deres elskelige kombination af uendelig nysgerrighed og nervøsitet. De følger deres næse, udforsker alt og suser derefter tilbage til sikkerhed, mens de laver deres små vidunderlige pibelyde. Med denne blanding af leg og flugt er deres motionsbehov let opfyldt – alt hvad du skal gøre, er at levere den rigtige indretning.

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Marsvin on October 16th, 2020 by signejorgensen


Hvilke sygdomme får hamstere og hvordan kan de behandles?

Fotos: Frenjamin Benklin / Unsplash

Hvis du giver din kæledyrshamster et dagligt sundhedstjek, kan du få øje på almindeligt forekommende sundhedsproblemer, før de bliver alvorlige. Et visuelt tjek fortæller dig, om din hamster har rifter, halter eller har problemer med øjne, ører, tænder eller negle. Du vil også kunne få øje på andre potentielle problemer såsom vandig afføring eller blod i urinen. Hver gang du håndterer dit kæledyr, kan du også føle for knuder og buler.

Generelt set er hamstere sunde små dyr, men det er vigtigt at være opmærksom på nogle af de almindeligere problemer.

Bylder

Hamstere kan udvikle infektioner, hvis de har skåret sig, og her kan der dannes bylder. En hamster, der konstant tygger burets stænger, kan f.eks. udvikle en byld i munden.

👇

Bylder skal behandles af en dyrlæge.

Forkølelser

Hamstere kan sommetider blive forkølelede og kan blive smittet af den samme forkølelsesvirus som mennesker. Dette er en sygdom, som du muligvis vil høre, inden du rent faktisk ser den, da hamsteren normalt vil udvikle en hvæsen og hosten samt en løbende snude.

👇

Forkølelser går hurtigt over, men det anbefales at tage hamsteren med til en dyrlæge, da symptomerne også kan forekomme som resultat af en luftvejsinfektion eller allergi.

Rifter

Små rifter kan rengøres med en klud og lunkent vand. Det vigtigste er at finde ud af, hvordan hamsteren skærer sig, og minimere faren for at den kommer til skade igen. Der kan have været et slagsmål, eller hamsteren kan være faldet efter klatring.

👇

Hvis riften ser slem ud, eller hvis hamsteren også halter, skal du tage hamsteren med til dyrlægen for en vurdering.

Øreproblemer

Øreinfektioner kan få hamstere til at løbe i cirkler uden formål. Tilstanden er foruroligende, men sjældent dødelig.

👇

En dyrlæge kan ordinere medicin, der hjælper med at bekæmpe øreinfektionen, og kan også kontrollere at der ikke er et mere alvorligt hjerne-relateret problem.

Tørre ører er et almindeligt problem. Symptomerne er skællet hud og masser af øre-kløen.

👇

Du kan hjælpe med at bekæmpe tørre ører ved at smøre lidt vaseline på det berørte område.

Øjenproblemer

Øjenlågsproblemer, udstående øjne eller grædende, inficerede “klæbrige” øjne er alle mulige helbredsproblemer og har forskellige årsager.

👇

En dyrlæge vil være i stand til at rådgive dig om typen, årsagen til og behandlingen af øjenproblemet. Hvis et af øjnene blot er tilstoppet, kan du dappe det let med varmt vand for at hjælpe med at fjerne det klæbrige stads. Dette er et ret almindeligt problem hos ældre hamstere.

Knuder

Ved forsigtigt at undersøge din hamster fysisk, når du håndterer den, kan du opdage eventuelle knuder og buler. De fleste af disse vil være godartede hævelser, men kan også være tegn på alvorlige tilstande såsom testikelkræft og brystbetændelse.

👇

Tag hamsteren med til dyrlægen, hvis den udvikler knuder.

Skab

Denne hudtilstand er forårsaget af hudgravende mider, og tegn på et sådan angreb indebærer sårskorper, tør hud og filtret pels.

👇

En dyrlæge kan ordinere en behandling imod skabmider og andre parasitter, og du vil også finde nogle praktiske midler hos dyrehandlere.

Slagtilfælde

Hvis din hamster virker ustabil på fødderne eller konstant snubler, kan det skyldes en skade på benet, eller det kan være virkningerne af et slagtilfælde. Et af symptomerne på sidstnævnte er en konstant svingende bevægelse, selv når hamsteren er i ro.

👇

Der er ingen behandling for slagtilfælde, men de fleste af dem er milde. Du skal blot holde dit kæledyr behageligt med masser af mad og vand og fjerne forhindringer som hamsterhjul fra buret.

Tandproblemer

Hvis en hamster pludseligt mister sin appetit, så kan det være tegn på tandproblemer eller et andet problem i munden. Beskadigede eller overvoksede tænder gør det vanskeligt for dyret at spise. Et visuelt tjek vil hurtigt afsløre, om der er et tandproblem.

👇

Hamsteren må have sine tænder ordnet hos en dyrlæge, så den kan spise ordentligt.

Urinvejsproblemer

Hvis du ser blod på din hamsters strøelse, kan det skyldes en skade, en bristet byld eller en urinvejsinfektion. En undersøgelse af hamsterens strøelse vil fortælle dig, om det er sidstnævnte problem. En ændring i urinens farve eller mangel på urin er også tegn på helbredsproblemer.

👇

Undersøg dit kæledyr fysisk: En oppustet mave er et tegn på blæresten, der blokerer urinvejene og kan få blod til at forekomme i urinen. En tur til dyrlægen er vigtig her, da denne tilstand er smertefuld og kan blive dødelig.

Våd hale

Våd hale er en grim form for bakteriel diarré og har en tendens til at dræbe hamstere meget hurtigt. Tegn på denne sygdom er våd pels omkring halen, som er smurt ind i afføring.

👇

Isoler dit kæledyr, sørg for masser af vand (da diarréen vil have dehydreret hamsteren) og tag den med til dyrlægen. Antibiotika kan i nogle tilfælde redde dyrets liv.

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Hamstere on October 15th, 2020 by signejorgensen


Hvorfor har nogle æg dobbelt blomme?

De fleste mennesker er enige om, at æggeblommen er den bedste del af ægget. En dobbeltblomme på stegepanden er derfor et meget velkomment syn!

Nogle høner lægger æg med dobbeltblomme hver gang, en genetisk særhed der betyder, at to æggeblommer frigives i systemet i stedet for en enkelt. Høns, der klarer denne imponerende bedrift, er dog sjældne, og der er ikke udviklet en bestemt race, der kan gøre dobbeltblommetricket hver gang.

Morgenmaden bestående af ét æg med to æggeblommer kan dog blive din hver dag, hvis du er villig til at betale ekstra for det. Du har muligvis set ‘superæg’ med dobbelt æggeblomme på hylderne i visse supermarkeder – selvfølgelig solgt til en særpris – men disse er næsten alle fra unge fugle snarere end den mytiske dobbeltblomme-race. Det er værd at påpege dette, da en Google-søgning vil vise nogle interessante oplysninger om en sådan race. Den findes ikke – endnu!

De fleste æg med dobbeltblomme, som hønseholdere støder på, kommer fra unge høns. Når høns først begynder at lægge æg, har de en tendens til at producere et meget lille æg eller to og derefter et par æg med dobbeltblomme, før deres kroppe falder ind i et regelmæssigt mønster med fire eller fem æg om ugen. Et æg med dobbeltblomme er meget sjældent for de fleste fugle efter denne tidlige periode, dog begynder nogle høner at producere dobbeltblommer igen hen imod slutningen af deres æglægningstid. Der er nogle indirekte beviser der tyder på, at racerne Rhode Island Red, Oxford Brown, Sussex og Italiener har større chance for at producere dobbeltblommer.

Hvordan dannes dobbeltblommer?

En hønes krop frigiver en æggeblomme cirka to timer efter, at det sidste æg er lagt. Når blommen befinder sig i hønens æggeleder – den del af fuglens krop, hvor æggene dannes – bliver den omgivet af den hvide af ægget og derefter dækket af et hårdt lag kalcium. Hvis en høne har frigivet to æggeblommer side om side, behandler den ægdannende proces dem på samme måde som en enkelt æggeblomme, hvilket resulterer i to æggeblommer ‘fanget’ inde i en enkelt æggeskal.

Hvis et æg med to blommer befrugtes, er resultatet to kyllingefostre i en skal. De fleste af disse ‘tvillinge’-æg udvikler sig dog ikke korrekt, som regel er der enten kun en kylling, der vokser ud over det tidlige udviklingsstadie, eller også er der ingen af dem der udvikler sig. Det er derfor sjældent, at to kyllinger kommer ud af et æg. Kyllingeavlere rådes til at lægge æg med dobbeltblommer til side for at forhindre dem i at udvikle sig, og kommercielt set sælges de fleste af disse æg til fødevarevirksomheder, der bruger æg i deres produkter.

Hvordan kan du vide, om et æg har to blommer?

Du behøver ikke slå ægget ud for at finde ud af, hvad der er indeni – du kan spotte en dobbeltblomme ved at ‘lyse’ ægget. Det engelske ord ’candle’ kommer af denne gamle praksis med at holde et æg foran en lysflamme, men en lille lommelygte kan lige så vel anvendes. Hvis der er to æggeblommer indeni, vil de være synlige som to mørke klatter mod det skarpe lys, når det skinner gennem skallen.

Så selvom det anslås, at dobbeltblommer kun forekommer i et ud af tusind æg, betyder den store overflod af høns, der kun lige er begyndt at lægge æg, at de er et almindeligt syn på tallerkenen hos hønseholdere verden over.

Det er dog yderst usandsynligt at finde tredobbelte æggeblommer på morgenmadsbordet. Denne super-sjældenhed findes kun i et æg ud af 25 millioner!

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Høns on October 15th, 2020 by signejorgensen


Kan hunde lide af vinterdepression?

Hvad er vinterdepression?

Vinterdepression (på engelsk Seasonal Affective Disorder eller SAD) er en slags depression, der forekommer årligt om efteråret og vinteren. Forskere ved ikke præcis, hvad der forårsager vinterdepression, men det har sandsynligvis noget med de kortere dage at gøre, der begrænser mængden af sollys vi får. 

Mangel på sollys kan påvirke en bestemt del af hjernen kaldet hypothalamus og lede til nedsat produktion af hormonerne melatonin, der regulerer søvn, samt serotonin, der spiller der vigtig rolle i kontrollen af vores humør og appetit. Det er også sandsynligt, at vores indre kropsur forstyrres af det lavere lysniveau og forårsager yderligere symptomer på vinterdepression.

Bliver hunde vinterdepressive?

Der findes ingen officiel diagnose for hunde, men ny forskning antyder, at de skiftende årstider også kan påvirke dyr negativt. Flere undersøgelser viser desuden, at mange hundeejere har oplevet at deres hunde virker nedtrykte og mindre entusiastiske om vinteren. Derfor er der en voksende opmærksomhed på vinterdepression, og mange dyrlæger vil kende til lidelsen.

Hvad er symptomerne? 

Symptomerne på vinterdepression indebærer almindeligvis vedvarende lavt humør, mistet interesse i aktiviteter man normalt nyder, gnavenhed, øget appetit og behov for mere søvn end normalt. Disse gælder alle dyrearter, men hos hunde skal du desuden være opmærksom på toiletulykker og hårtab.

Hvis du bemærker disse symptomer hos din hund, bør du først og fremmest tage den med til dyrlægen, da der kan være andre årsager til disse symptomer der muligvis kræver anderledes indgreb. Din dyrlæge har forhåbentlig en kyndig viden omkring mentalt helbred hos hunde og bør også kunne rådgive dig om, hvordan du kan hjælpe din vovse.

Hvad kan jeg gøre for at forebygge imod og bekæmpe det?

Forsøg at holde dig til den sædvanlige rutine i de kolde måneder. Det er ikke ligeså fristende at gå ture når det er mudret og regnvejr, og der er nok ikke så stor chance for at mødes med venner og deres hunde til en omgang leg i parken, men det er virkelig vigtigt at sørge for, at din hund får den rigtige mængde motion og social kontakt. Dette virker både forebyggende og hvis du allerede er begyndt at se tegn på vinterdepression hos din hund.

Hvis din arbejdsdag tillader det, er det nok en god idé at gå tur med hunden mens det stadig er lyst, så I får noget direkte sollys. Rul persienner op og træk gardinerne fra i huset og overvej at stille hundesengen tættere på et vindue, så hunden ikke ligger i et mørkt hjørne.

Motion og lyseksponering er også noget du selv vil få det bedre af, og det er en anden ting, der efterfølgende vil hjælpe din hund til at holde sig sund og glad. Vores kæledyr er ekstremt modtagelige overfor vores humør og følelser, og der er større sandsynlighed for at din hund vil lide, hvis du lider. 

Mennesker med vinterdepression kan i nogle tilfælde drage fordel af lysterapilamper, der er særligt designet til at efterligne sollys. Selvom der ikke er nogle beviser for, at disse lamper skulle kunne forbedre din hunds humør, er det dog usandsynligt at de vil gøre nogen skade, så snak eventuelt med din dyrlæge om, om det er noget de synes er en god idé. 

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Hunde on October 12th, 2020 by signejorgensen


15% rabat på alle Qute bure med opbevaring – grib chancen!

Spar 15% på det bedst sælgende Qute hamsterbur med opbevaring denne weekend. Det stilfulde og moderne bur er et sikkert hit blandt bade kæledyr og deres ejere!

Designet med to niveauer vil tilskynde gnavernes naturlige instinkter for at grave og bygge reder, det er superenkelt at holde rent og hygiejnisk, det er ekstremt sikkert, og takket være den udtagelige bundbakke er det nemmere end nogensinde før at tilbringe kvalitetstid sammen med dine kæledyr. Den praktiske opbevaringssektion under buret er perfekt til at opbevare alle dine kæledyrs ting ét sted, hvilket gør det nemmere og sjovere at holde hamstere eller ørkenrotter!

Brug rabatkoden GRIB15 til at få 15% rabat på alle Qute bure med opbevaring indtil mandag aften!

Vilkår og betingelser
Kampagnen med 15% rabat på Qute med opbevaring løber fra d. 8/10 til og med d. 12/10 2020. Brug rabatkoden GRIB15 ved kassen. Tilbuddet gælder alle farver Qute bure til hamstere og ørkenrotter med opbevaring. Qute bure uden opbevaring ekskluderet. Gælder kun så længe lager haves. Omlet Ltd. forbeholder sig retten til at trække tilbuddet tilbage til enhver tid. Rabatten dækker ikke leveringsudgifter, i forvejen nedsatte produkter og kan ikke anvendes i kombination med andre tilbud.

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Hamstere on October 8th, 2020 by linnearask


10 tegn på at dine høns har overtaget dit liv

1. Du har oprettet en profil for dine høns på de sociale medier

Lad os bare indse det, når man investerer i et hønsehus og køber sin første flok, så må man jo dele det med venner og familie. Lige fra dokumentation af det første æg lagt i hønsehuset til dine gourmetopskrifter med dine helt friske æg, det skal da på Instagram, Facebook eller Twitter. 

2. Du finder æg overalt i huset

Efterhånden som du begynder at blive mere komfortabel med dine høns, beslutter du dig måske for at lade dem komme ind i dit hjem. De generer aldrig nogen og kommer godt ud af det med dine andre kæledyr, men en gang imellem finder du pludselig et frisk æg i din frugtskål eller oven på din yndlingslænestol. I det mindste ved du da, at de føler sig hjemme!

3. Din perfekte ferie er at blive hjemme

Når du investerer i din første hønseflok, har du det som om du er en anden forælder til disse dyr. Du vasker dem, fodrer dem og sørger for, at de har det godt. Derudover har du dine egne børn at tage dig af, og ideen om at tage på ferie er det sidste du har tid til at tænke på. Du vil meget hellere sætte et zoom baggrundsbillede af stranden eller troperne på, bestille din yndlingstakeaway og slå benene op. Ahhh!

4. Du er begyndt at snakke med dine høns

Nogle gange har vi bare brug for en god terapisession med en opmærksom lytter, og hvem bedre end dine høns. De vil svare dig igen eller dømme dig for dine beslutninger. De giver måske et lejlighedsvis skub eller hak for at blive nusset, men hey – det er billigere end terapi.

5. Du har givet dine høns navne

Efter at have passet dine høns de første par uger begynder du at bemærke, at nogle har forskellige personligheder. Nogle er på den generte side, andre er meget specielle med hensyn til deres fodringstid, og andre vil bare gerne kæles med hele tiden. Sikke et perfekt tidspunkt at give dem et navn! Uanset om det er Ruth, Kylle Rylle eller Fluffy, så dømmer vi ikke her, det er jo dine kæledyr.

6. Hjemmet er fyldt med fashionabel fuglepynt

Uanset om det er kyllingecocktailservietter eller et hønsetastisk serveringsfad, så har du eller dine venner sørget for, at du har alt det nyeste inden for hønserelateret boligindretning. 

7. Du har en særlig kasse til transport af dine høns

Måske er du nødt til at tage dem til dyrlægen som alle dine andre kæledyr. Hvem siger, at de ikke skal have det komfortabelt? Derfor har du det sidste nye indenfor transportkasse til at transportere dine høns, når de er dårlige. 

8. Du klæder din flok ud ved særlige lejligheder

Når du har forårskyllinger eller efterårshøns, skal de være klædt på til sæsonen. Når det bliver fastelavn, vil du ikke blive overrasket, hvis du gik hen og klædte dine høns ud i matchende outfits sammen med dine andre kæledyr. 

9. I stedet for at gå tur med hunden går du pludselig tur med dine høns

Ja, der findes seler til høns, fordi du har allerede undersøgt det på internettet. Måske har du et begrænset areal, og dine høns skal jo have strakt benene hver dag, så du tager dem med hen i den nærmeste park for at græsse og få lidt frisk luft. Helt normalt, ikke?!

10. Du er gået i gang med at bygge et hønse-picnicbord til fodertid

Vi har alle set trenden med at bygge mini-picnicborde til vores egernvenner i baghaven. Hvis ikke, så prøv bare at google det, og du vil blive underholdt af disse strukturer. Hvem siger, at dine høns ikke skal have det lige så godt som de egern. Du maler dit eget bord for at hælde dit hønsefoder i hver dag, så dine høns kan spise med stil. 

I sidste ende forstår vi godt, at når du beslutter dig for at vove dig ud i høns og hønsehuse, kan det være en skræmmende proces. Alle har unikke oplevelser og bør kunne passe deres høner / haner på deres egen måde. Din flok er en del af din familie, så hvorfor skulle du spare på noget når det kommer til deres pasning og pleje!

Du kan læse mere om Eglu hønsehusene her

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Høns on October 5th, 2020 by signejorgensen


Har mine høns brug for kosttilskud?

Fotos: William Moreland / Unsplash

Det meget korte svar på dette spørgsmål er højst sandsynligt nej. Hvis du giver dine høns et foder af god kvalitet og noget majs og ellers lader dem gå og skrabe i haven efter insekter og småsten, som de bruger til at male deres mad med, så burde de i teorien få alt, hvad de har behov for.

Ethvert kosttilskud bør gives til dine høns som et supplement til en sund og velafbalanceret kost, og ikke i stedet for at give dem god foder eller tilstrækkelig med plads til at udleve naturlig hønseadfærd. Ligesom du muligvis booster dit eget immunforsvar med nogle ekstra vitaminer og mineraler, er der visse ting du kan give dine høner, der kan hjælpe dem med at forblive sundere og give dem mere energi.

Nedenfor gennemgår vi de kosttilskud, som du eventuelt kan vælge at have i dit skab. Disse kan være særligt nyttige på mere udfordrende tider af året, såsom omkring tider med fældning eller under en særligt hård vinterkulde:

Grus

Høns har ikke tænder, men har brug for småsten til at knuse og male deres mad. De fleste fritgående høns samler grus naturligt, mens de udforsker haven, men hvis du af en eller anden grund er nødt til at holde dine høns på et mindre område end normalt, eller hvis deres hønsegård er dækket af sne, må du muligvis tilføje grus til deres kost.

Sørg for at vælge noget, der er specifikt til høns og har den rigtige sammensætning og størrelse af komponenter, som f.eks. Omlets hønsegrus.

Eddike

Eddike, normalt æblecidereddike, er en god booster hele året rundt. Det hjælper fordøjelsen, holder indre parasitter i skak og er let antiseptisk. Om vinteren er det også fantastisk at bruge forebyggende for at holde din flok fri for luftvejsinfektioner.

Vælg en økologisk eller upasteuriseret eddike, der indeholder et materiale kaldet ‘moderen’. Det er et gele-lignende materiale, der vokser naturligt på eddike, og det er moderen, der indeholder de mest kraftfulde enzymer og mineraler, der gør eddike så gavnlig.

Eddike kan tilsættes til hønsenes drikkevand, ca. 10ml pr. liter vand.

Hvidløg

Udover at holde vampyrer væk, er hvidløg blevet brugt i århundreder pga. dets gavnlige genskaber, og det er en fantastisk tilføjelse til dine høns’ kost.

Du kan knuse et friskt fed eller bruge hvidløgspulver til at komme i foderet. Det er fantastisk for blodomløbet og kan hjælpe imod luftvejsinfektioner. Det siges også at kunne hjælpe med at sikre en god appetit, så det er ideelt at give det til nyligt adopterede burhøner, der har brug for et næringsboost.

Urter

Masser af urter og krydderier siges at have medicinske egenskaber, der kan hjælpe dine høner med at holde deres immunforsvar i topform. Verm-X er et 100% naturligt kosttilskud, der hjælper med at opretholde god tarmhygiejne og holder hønens tarm og fordøjelsessystem i god stand, hvilket kan hjælpe med at holde parasitter og infektioner på afstand.

Oregano, kanel, persille, gurkemeje og ingefær er yderligere hønsefavoritter, der vil øge deres vitaminniveau og hjælpe immunforsvaret, og som i knust tilstand kan blandes direkte i dit hønsefoder.

Kalcium

Høns bruger masser af kalcium til at producere æggeskaller, så æglæggende høns kan nogle gange have brug for lidt mere end det, de får fra deres foderpiller.

Equimins forbedrede æggeskaller er et godt eksempel på et tilskud, der indeholder en høj mængde kalcium og fosfor og vil styrke kvaliteten af dine høns’ æg. Det er særligt ideelt til forhenværende burhøner eller høner der fælder.

Mineraltilskud til fjerkræ

Dette har længe været en favorit blandt hønseholdere, et mineraltilskud der vil være gavnligt for dine høns’ generelle helbred. Det er perfekt til fældning eller til at opretholde en god appetit om vinteren.

No comments yet - Leave a comment

This entry was posted in Høns on October 5th, 2020 by signejorgensen